fbpx

King’s Son slog Steinway i iKeyVet Guineas Trial

Marc Stott havde på forhånd bebudet sin tro på, at King’s Son får en stor klassisk sæson, og den første del af vejen blev banet lørdag eftermiddag på Klampenborg, hvor Mingun-sønnen nedkæmpede storfavoritten Steinway i iKeyVet Guineas Trial.


King's Son/Oliver Wilson besejrer Steinway/Nicolaj Stott og Intensity/Jan-Erik Neuroth i iKeyVet Guineas Trial. Foto: Burt Seeger / US Photo.
King’s Son/Oliver Wilson besejrer Steinway/Nicolaj Stott og Intensity/Jan-Erik Neuroth i iKeyVet Guineas Trial. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Årets anden løbsdag på Klampenborg var præget af flere dages vedvarende regn og en tung bane, som viste sig for krævende for mange af deltagerne. Derfor kan man nok også forvente sig en del formændringer så snart græsset tørrer op igen.

I iKeyVet Guineas Trial over 1600 meter var det meste af opmærksomheden på forhånd samlet omkring Søren Jensen-trænede Steinway, der ganske let aflagde maidentitlen i sin eneste start i fjor.

Appel Au Maitre-sønnen var spillet til 26:10 da starten gik, og ved indgangen til opløbet lignede han en kommende vinder, da Nicolaj Stott lagde an til udvendigt angreb på Sarah Langholm Hornstrups Intensity/Jan-Erik Neuroth.

Men akkurat som Steinway så ud til at få det endelige overtag, skød King’s Song frem i midten og overrumplede favoritten med trekvart længde.

Intensity holdt godt ved til tredjepladsen en halv længde bag sin tidligere staldkammerat, hvorefter Marc Stotts anden deltager, Queen Of Dreams/Nelson De Souza, blev fjerde foran De Fem Stjerner/Elione Chaves, Rosa/Manuel Santos, Steigtinden/Alexandre Dos Santos, Mont Rose/Jacob Johansen og Binoche/Shane Karlsson.

King's Son efter sejren i iKeyVet Guineas Trial. Foto: Burt Seeger / US Photo.
King’s Son efter sejren i iKeyVet Guineas Trial. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Vindende King’s Son ejes af Jens Andersen, som fik 20.000 kroner for Trial-sejren.

Den brune hingst er opdrættet på Stutteri Hjortebo og første afkom ud af Mowerina-vinderen Viktoria Dream (Cajun Cadet).

“Næste start bliver i enten Skandinavisk Mesterskab for 3-årige på Øvrevoll eller i Dansk 2000 Guineas på Klampenborg”, sagde Marc Stott, der her fik årets anden 3-årsvinder efter Half Outbacks sejr på premieredagen i Aarhus.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top