fbpx

Plata O Plomo direkte ind i Derbyvarmen

Han kostede 30,000 dollars som åring på Keeneland og løb sig onsdag eftermiddag direkte ind i billedet til Svenskt Derby. Fredrik Reuterskiöld-trænede Plata O Plomo leverede i hænderne på Elione Chaves en suveræn opvisning i sit livs første løb og blev tildelt et handicap på 79.


Plata O Plomo/Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Plata O Plomo/Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Det er tre kilo mere end Fredrik Reuterskiölds vindende 3-årsdebutant et par uger tidligere, Tin Man, og Jägersro-træneren har i sandhed taget hurtig revanche for, at han højst usædvanligt ikke nåede at starte en række af sine veltrukne amerikanske 2-årige heste i fjor.

Plata O Plomo havde allerede i sit kvalifikationsløb vist, at han har en udsøgt aktion, og spillerne gjorde ham til klar favorit i det 1600 meter lange maidenløb på Jägersro.

Sejren var heller aldrig i fare – løbet så faktisk allerede ud til at være afgjort efter få hundrede meter, hvor Elione Chaves havde fået Paddy O’Prado-sønnen først af sted fra det udvendige startspor og allerede inden det første sving havde taget føringen.

Herfra styrede Chaves og Plata O Plomo begivenhederne med største lethed, og parret sejrede til slut i hænderne med syv længders afstand til Jessica Longs Vividmind/Nelson De Souza, som akkurat holdt mere rutinerede Green Dunkirk/Jacob Johansen bag sig som tredje.

Plata O Plomo/Elione Chaves med Kate Alvesparr ved siden. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Plata O Plomo/Elione Chaves med Kate Alvesparr ved siden. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Sejren var 40.000 kroner værd for Hästgruppen i Lund AB, der købte den skimle vallak igennem Börje Olsson på Keenelands September Sale i 2015.

Plata O Plomo er efter Secretariat Stakes (G1)-vinderen Paddy O’Prado (El Prado) og ud af den Stakes-placerede Profitability (Cherokee Run), der i forvejen er mor til Stakes-placerede Carolina Jasmin (Line Of David).

Hästgruppen i Lund og Fredrik Reuterskiöld var i fjor meget tæt på at notere sig for sejren i Svenskt Derby med Gunvald, som løb “dead heat” om andenpladsen med staldkammeraten Rammstein bag Duke Of Burden.


Se reprisen her.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top