fbpx

Lunchfight: Stureplan vs Sliceoflife

Bro Parks Caroline Malmborg sadler et af staldens helt store klassiske håb, når hjemmebanen arrangerer Lunchgalop på onsdag. Det er 3-årige Stureplan, som vandt halvdelen af sine fire starter i fjor og desuden var fjerde i Vinterfavoriternas Pris.


Stureplan/Andreas Tapia Dalbark. Foto: Svensk Galopp.
Stureplan/Andreas Tapia Dalbark. Foto: Svensk Galopp.

”Stureplan har ikke startet i nogle måneder”, fortæller træneren søndag til GalopSport.

“Det er et led i forberedelserne mod større opgaver senere på sæsonen. Han har trænet godt, og jeg forventer ham med helt fremme”.

Den skimle tyskfødte Areion-søn startede senest nytårsdag, hvor hingsten pulviserede modstanderne og sejrede 3,5 længde foran Jakastar, som siden har vundet igen.

”Hans første store mål i år er Voterlöpning på Jägersro. Stureplan er sidenhen meldt i både Svenskt og Norsk Derby, men det er endnu uvist om han står 2400 meter”, konstaterer træneren om det klassiske håb, som hidtil har tjent 188.000 kroner i sine fire karrierestarter og opnået et generalhandicap på 79.

Stureplan har tilmed både formået at vinde på græs og på dirt.

Sliceoflife vinder for anden gang i træk under Elione Chaves. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Sliceoflife/Elione Chaves. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Blandt Stureplans blot fire konkurrenter i 3-årsløbet over 1500 meter dirt track er Bent Olsens Sliceoflife, der skal forsøge at tage et ægte hattrick på Bro Park. Sayif-sønnen kom til Skandinavien i februar uden at have vundet, men de to første ture fra Klampenborg til Bro er resulteret i sikre sejre i hænderne på Elione Chaves.


Ejerkredsen bag Stureplan er stor. Foto: Svensk Galopp.
Ejerkredsen bag Stureplan er stor. Foto: Svensk Galopp.

Begge Stureplans sejre er også taget under én og samme rytter – lærling Andreas Tapia Dalbark.

”Andreas har været min lærling siden efteråret, og han er uden tvivl lovende. Han rider også tre øvrige løb for mig på onsdag”, beretter Caroline.

Andreas Tapia Dalbark fik licens i 2014. Han har vundet 26 løb og indredet præmier for over halvanden million svenske kroner.

”Han har også en god chance på onsdag med Glad Bear, som vi har skolet om fra stayer til sprinter. Hesten var meget uheldig ved ikke at vinde i debuten som sprinter for nogle uger siden, slået med hoved til andenpladsen”, oplyser Caroline Malmborg, der lige nu træner 26 heste og både nåede over millionen i både 2015 og i fjor.

”Vi har investeret i nogle importer, så jeg synes alt i alt det ser vældig godt ud for stalden”, bedømmer Caroline, som giver årsdebut til en import på onsdag, dog ikke en af de nye.

Caroline Malmborg med World Gone Mad. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Caroline Malmborg med World Gone Mad. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

”World Gone Mad havde en god sæson i fjor, og jeg tror, at han præsterer godt igen”. 4-årige World Gone Mad har været i blandt de tre bedste i 10 ud af 13 starter, heraf med fire sejre og over en kvart million svenske kroner i præmier. Alle dens løb hidtil er foregået i den svenske hovedstad.

De danskopdrættede heste satte sit store præg på navnligt Breeders’-opgørene i Skandinavien i fjor, men der findes ingen danskfødt hest i stalden hos Caroline Malmborg.

”Jeg kender absolut til de danske opdrætteres kvaliteter. Det er nu bare sådan med de bonusordninger, som findes for svenskfødte heste, at det er dem som kunderne ønsker”, afslutter hun.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top