fbpx

Trial med 800.000 til skandinaviskopdrættede

Det er en ny opfindelse og afgjort et af de klare incitamenter for ejere af skandinaviskopdrættede heste til, at melde deres heste i Svensk Galopps store Derbyserie i 2018. Deadline er på mandag den 13. marts.


Den svenske Derbyserie består af 10 løb på forskellige distancer fordelt over 3-årssæsonen. Alle løb rides på dirt, heraf ni på Jägersro og et enkelt på Bro Park.

Og det er især sidstnævnte, som ifølge Svensk Galopps sportschef Dennis Madsen bør vække opmærksomhed blandt dem, der lige nu står med en skandinaviskopdrættet 2-årig hest.

Bro Park Trial over 2100 meter med 800.000 svenske kroner i samlet præmiesum.

“Løbet er udskrevet for at skabe flere veje ind i Derbyet. Nu kan man både komme fra Voter, Svenskt Derby Trial, Norsk 2000 Guineas og Bro Park Trial. Det giver fire vindere som ikke har mødt hinanden i deres seneste start, og på den måde bliver det lidt ligesom Derbies i udlandet, hvor har flere indgange til hovedløbet”, forklarer Madsen fredag morgen til GalopSport.

Der skal i alt kæmpes om 9,4 millioner svenske kroner i Derbyserien 2018, og desuden er der udskrevet en Triple Crown-bonus på 1,5 millioner kroner såfremt den samme hest vinder både Voter, Hurricane og Svenskt Derby – alternativt Jockeyklubbens 2000 Guineas, Svenskt Derby og Svenskt St. Leger.

Præmiesummen i Svenskt Derby alene er 3.000.000 kroner med halvdelen til vinderen.

De øvrige opgør i Sveriges Derbyserie er Sofiero, Derby Day Sprint, Derby Consolation, Derby Trial, Svenskt Oaks og Altamiralöpning.


Netop pointen med at skabe flere veje ind i Derbyet hænger fint sammen med manageringen af en skandinaviskopdrættet 3-årig hest, som ejeren og træneren ønsker at beskytte så meget som muligt mod konkurrencen fra importerede heste.

“Man kan for eksempel vælge at starte i Jockeyklubbens 2000 Guineas og Bro Park Trial, og først møde importerne i Svenskt Derby – eller man kan starte i et af seriens øvrige løb på Derbydagen”, siger Dennis Madsen med henvisning til Derby Day Sprint, Sofiero og Derby Consolation.

Yderligere kan man så tillægge Dansk 2000 Guineas til listen forbeholdt skandinaviskopdrættede.

Bro Park Trial skal rides juni 2018, hvilket altså bliver i god tid før Dansk Derby, der forventes at blive redet på den første søndag i august.

Første forfeit til den svenske Derbyserie 2018 finder altså sted på mandag den 13. marts og det koster 1.000 SEK at melde.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top