fbpx

Gustafsson mister to af søndagens startheste

Bro Parks Tommy Gustafsson har starterklæret fire heste til løbene på Bro Park på søndag, men kun halvdelen kommer til at starte i hans regi.


Tommy Gustafsson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Tommy Gustafsson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

”Jeg har netop fået besked på, at både Antigua og Martelle forlader stalden. De skal fremover trænes af Roy Arne Kvisla”, fortæller Tommy Gustafsson onsdag morgen til GalopSport.

De to hopper skal løbe mod hinanden i søndagens Guldhandicap, og de har været store aktiver for Tommy Gustafsson. 4-årige Martelle med tre sejre og 401.800 skr., og den ét år ældre Antigua, vinder af fire løb og 593.420 skr.

Martelle. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Martelle. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

”Martelle og Antigua har været hos mig fra de var åringer, så det er selvfølgelig to tunge tab. Ejerne synes sikkert jeg er blevet for gammel, og jeg er da også 73 nu og begynder så småt at trappe ned”, fortsætter Tommy Gustafsson.


Ligeledes farvel til St. Leger-vinder?

Staldens store flagskib de senere år har været den klassiske vinder Zen Zansai Zaid, som vandt Svenskt St. Leger i opvisningsstil, fire længder foran El Gran Mago. Hvert år siden 2012 har hesten tjent over 100.000 skr., således det totalt er blevet til 15 sejre og 1.575.980 skr.

”Han forbedrede flot sit handicap i fjor til 91″, siger Tommy Gustafsson. “Jeg synes dog, at han fortjener at stoppe som væddeløber nu. Zen Zansai Zaid er blevet otte, og han er svær at finde løb til”.

Zen Zansai Zaid/Elione Chaves. Foto: Stefan Uppström / Svensk Galopp.
Zen Zansai Zaid. Foto: Stefan Uppström / Svensk Galopp.

”Han skylder ikke nogen noget, og jeg tror, at hesten fortsætter livet som ridehest, men den endelige beslutning er ikke foretaget”, påpeger Tommy Gustafsson.


Størst tiltro til Hagaz Big Red

Med tabet af de to heste i Guldhandicap på søndag er Tommy Gustafsson starthold reduceret til Cartouche og Hagaz Big Red.

”Cartouche (4. løb – nr. 3) har været en stor skuffelse, ligesom sin lillebror Shylock. Det lader åbenbart til, at moderen ikke er så god en følhoppe som vi troede, og jeg er tilfreds med en præmie på søndag”.

”Hagaz Big Red (6. løb – nr. 4) skal debutere på søndag. Jeg har været tilfreds med træningen, og han er nu vores bedste chance på dagen”.

Det er den første løbsdag på Bro Park siden midten af januar.

”Banens kvalitet har været meget svingende, og den var helt håbløs i går. Jeg håber, at vi får noget frost frem til søndag, for ellers frygter jeg for, om løbene kan gennemføres”, sammenfatter Tommy Gustafsson.

Program: Bro Park, søndag 5. marts kl. 12.30.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top