fbpx

“Her er absolut plads til flere kunder”

Ungdommen er i overtal hos Isadora Karlsson-Gomez på Bro Park. “Syv af staldens 11 heste har endnu aldrig startet”, beretter træneren, som stille og roligt har opbygget en stald med nye kunder.


De 3-årige galopperer på Bro Park: Invendigt Nesh (Bated Breath - Lost In Lucca) og udvendigt Quinta (Merchant Of Venice - Quite Easy). Foto: Privat.
De 3-årige galopperer på Bro Park: Invendigt Nesh (Bated Breath – Lost In Lucca) og udvendigt Quinta (Merchant Of Venice – Quite Easy). Foto: Privat.

”Men her er absolut plads til flere kunder, og vi tager på Breeze Up-auktion til foråret for at skabe yderligere tilgang”, understreger Isadora, som i fjor for første gang i sin korte trænerkarriere rundede 200.000 kroner i præmier. Det var samtidig hendes første sæson som træner i Stockholm efter flytningen fra Jägersro til Bro.


PInk Star (Eishin Dunkirk - Blue Jean Baby). Foto: Privat.
PInk Star (Eishin Dunkirk – Blue Jean Baby). Foto: Privat.

Stalden mistede kort før nytår hæderskæmpen Awesome Delight, og det var lige efter hesten ellers havde afsluttet 2016 med en overlegen fem længders sejr. Den mest meriterede hest i stalden er nu Eishin Dunkirk-datteren Pink Star, der har været blandt de to første i halvdelen af karrierens første seks starter.

4-årige Pink Star er søster til fire øvrige vindere, heriblandt den tidligere danske Derby-3’er Maddox, og hun har endnu tilgode at starte for Isadora Karlsson-Gomez, idet hun i fjor stod i træning hos Patrick Wahl.

Her blev hun i foråret ramt af sygdom og startede ikke mellem 13. april – hvor hun vandt – og 11. december, hvor hun gjorde comeback med en ottendeplads. Siden var hun igen slået med mange længder 1. januar, hvorefter Stall Saeed købte hende af Rävdansens Stuteri og Isadora overtog træningen.

”Og jeg tror på, at vi har fundet løsningen”, siger hun.


2-årige Appel Surreal (Appel Au Maitre - So Surreal v. Avonbridge). Foto: Privat.
2-årige Appel Surreal (Appel Au Maitre – So Surreal v. Avonbridge). Foto: Privat.

Der findes ikke så mange 2-årige danskopdrættede heste i træning i den svenske hovedstad, men halvdelen af Isadora Karlsson-Gomez’ yngste årgang er handlet i Danmark.

”Det er hoppen Appel Surreal og vallakken Now Or Never. Jeg er fuldt ud tilfreds med begge heste, og Now Or Never er længst fremme på nuværende tidspunkt”, forklarer Isadora.

Appel Surreal er som navnet antyder efter Appel Au Maitre og første afkom ud af hoppen So Surreal (Avonbridge). Hun er opdrættet af Morten Nielsen og blev købt for 50.000 kroner på Scandinavian Open Yearling Sale i fjor. So Surreal vandt tre gange som 2- og 3-årig i England og sejrede ligeledes som 5-årig i Danmark, inden hun gik i avlen.

So Surreal er i øvrigt halvsøster til den ottedobbelte vinder og dobbelte millionær Alben Star og nært relateret til den engelske Gruppe-1-vinder og avlshingst, Bijou d’Inde.

Now Or Never (Special Quest - La Sabana v. Loup Solitaire). Foto: Privat.
Now Or Never (Special Quest – La Sabana v. Loup Solitaire). Foto: Privat.

Også Berner Olsen-opdrættede Now Or Never blev handlet på Scandinavian Open Yearling Sale, hvor han kostede 25.000 kroner og blev købt af PAL Management AB. Now Or Never er ud af Listed-placerede La Sabana (Loup Solitaire) og halvbror til den franske vinder Ebenese og den tredobbelte danske vinder Nordic Star.


IKG Racing holder til i stald 25 på Bro Park. Foto: Privat.
IKG Racing holder til i stald 25 på Bro Park. Foto: Privat.

En tredje danskopdrættet hest i stalden er Uncle Sam (Dexterity-Veeb). Den 3-årige Stutteri Thorskovgaard-opdrættede vallak har ikke været udenfor præmierækken i sine to starter, men han har store problemer ved startboksen og er blevet bortvist gang på gang.

”Det er kolossalt frustrerende, men der var heldigvis fremskridt i torsdags, hvor han gik ind i boksen i et prøveløb på Bro Park. Nu er han klar til start og jeg håber virkelig, at han arter sig, for han er en hest med ganske god kapacitet”, sammenfatter Isadora Karlsson-Gomez, der også har en Facebook-side tilknyttet stalden. Den kan ses her.

Isadora Karlsson-Gomez efter sejr med Montus på Bro Park den 18. december 2016. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Isadora Karlsson-Gomez efter sejr med Montus på Bro Park den 18. december 2016. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top