fbpx

Castro øjner storstilet “comeback”

I perioden fra 1998 til 2006 sadlede han syv vindere af Jägersros bedste 2-årsløb, Malmö Stads Pris. Sidenhen har han trænet tre Derbyvindere i tillæg til øvrige klassiske triumfer – men det har været med et beskedent materiale, og en overgang i fjor var stalden helt nede på 14 heste. Nu ser det imidlertid helt anderledes ud for Francisco Castro, som går foråret i møde med 27 heste i træning.


Francisco Castro besigtiger den fukse Helmet-søn på Goffs UK Premier Yearling Sale i Doncaster. Foto: Filip Zwicky / GalopSport.
Francisco Castro med Couples på Goffs UK Premier Yearling Sale i Doncaster. Helmet-sønnen er halvbror til det klassiske håb Stricker. Foto: Filip Zwicky / GalopSport.

“De 2-årige har stort set altid været staldens varemærke, men i en efterhånden lang periode over 5-6 år har der ikke været den store tilgang, og i de seneste sæsoner har vi været helt nede på to eller tre ungheste. Vi har fortsat haft gode resultater og storløbsvindere, men bredden har manglet”, indleder Castro, som tydeligt nyder synet af lutter fyldte bokse på begge sider af staldgangen.

Og man forstår ham.

Efter den magre årrække uden chance for at kunne hænge med i toppen af den skandinaviske trænerelite, står den chilenskfødte træner foran en renaissance.

Der er nu tæt på at være lige så mange 2-årige i stalden som det samlede antal heste for et år siden, og den yngste årgang fylder tilsammen langt mere end halvdelen af boksene.

“Det er en god blanding af skandinaviskopdrættede og importer fra Irland og England”, forklarer Castro. De to første åringer blev allerede købt på Goffs UKs Premier Yearling Sale i august – den ene er en Helmet-halvbror til vores klassiske kandidat Stricker, og den anden er en smart type efter Firebreak”.

De to hingsteåringer er navngivet Couples og Riwaj.


2-årige Shake The Disease (Power) ejes af Mac Genco Racing.
2-årige Shake The Disease (Power) ejes af Mac Genco Racing.

I oktober fik Castro fem åringer med sig hjem fra Goffs Orby og Sportsman’s Sale i Irland.

Den amerikanskfødte hingst White Spot (Exchange Rate) samt de to irskoprættede Shake The Disease (Power) og Primera Mano (Casamento) og endnu unavngivne heste efter Appel Au Maitre og Mastercraftsman.

Fra Danmark er kommet veltrukne emner som Dinamika (Special Quest – Danseuse Et Toi v. Richard Of York), Donatella (Mingun – Enchanting Muse v. Fusaichi Pegasus), Mariyna (Mingun – Mariyca v. Daylami), Walvis Bay (Elnadim – Short Shadow v. Out Of Place) og Worthy Boy (Mingun – Rough Enough v. Poliglote).

I tillæg findes Back Door Man (Campanologist), som Castro har fået i træning af Maja og Jan Sundströms Team Högdala i Frankrig, samt svenskopdrættede Zombio Zaid (Helsinki – Zell Amzee Zaid v. Troon).

“Der er desuden fortsat kunder med interesse i at købe et par breeze up-heste til foråret, og jeg kan med sikkerhed sige, at det er mange år siden, at vi er gået en sæson i møde med så imponerende et 2-årsmateriale”, konkluderer Castro, som til gengæld står med en sparsom klassisk årgang.


Stricker/Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Stricker/Jacob Johansen vinder sin debut som 2-årig på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Vi har fire 3-årige i stalden, hvoraf de tre er danskopdrættede og højst sandsynligt vil blive matchet mod de skandinaviske klassikere. Og så er der Stricker, en stor og flot vallak efter Poet’s Voice. Han vandt første gang ude i fjor og startede siden udelukkende i storløbssammenhæng”.

Stricker, der bl.a. var tredje i Lambada Cup og sluttede sæsonen med en andenplads i Manoustielöpning, er kommet ind i 2017 med et handicap på 81, og drømmen om en ny svensk Derbyvinder lever i bedste velgående.

“Der er kun syv 3-årige i Skandinavien med højere handicap end ham, og han er skabt til at blive bedre med alderen. Pointen med at købe hans halvbror i England i fjor var netop, at vi ser Stricker som en stærk Derbykandidat”, siger den tidligere championtræner på Jägersro.


Seaside-makkerparet Peter B. Rasmussen (tv) og Michael Jakobsen med Sea Commander og Jan-Erik Neuroth. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Seaside-makkerparet Peter B. Rasmussen (tv) og Michael Jakobsen med Sea Commander og Jan-Erik Neuroth. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Blandt de ældre heste retter fokus sig især på Stald Seasides 4-årige Sea Commander og Orange Countys jævnaldrene Only Bacan. De to heste står henholdsvis 84 og 85 handicap.

“Sea Commander viste i glimt hvad han indeholder sidste år – han var femte i Norsk Derby, men pådrog sig en lille skade i Norsk St. Leger. Han er vokset igen henover vinteren, er blevet kastreret og ser bedre ud for hver dag der går”, siger Castro om Sea The Stars-sønnen, der kostede den nette sum af 100.000 euro på Goffs Orby Sale som åring.

Only Bacan blev importeret helt fra Chile, hvor han havde vundet sin hidtil eneste start med fire overlegne længder over 1000 meter græs.

Han nåede at starte tre gange i fjor og var i sin sidste start det mindst mulige fra at vinde Rosengårdlöpning på Jägersro.

“Alt hvad han lavede i fjor var ren bonus. Han kom fra varmen i Chile til et koldt forår i Sverige og blev med det samme ramt af slem forkølelse. Det tog lang tid at få ham akklimatiseret, men han er ventetiden værd og det er min forventning, at han kan gå direkte ind i den skandinaviske sprinterelite nu”, vurderer Francisco.

Chileneren har de seneste fem år ligget med en stabil indtjening på mellem 1,5 og 1,9 millioner svenske kroner.

I 2016 var det ikke nok til en plads i den svenske top-10, men ambitionen er naturligvis at få lavet om på dette nu.

Francisco Castro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Francisco Castro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Jeg har fået en enestående mulighed for at vende tilbage til toppen af den skandinaviske trænerliga, og 2017 bliver et meget vigtigt år for stalden. Vi skal levere varen og skaffe store resultater til vores loyale og stort satsende kunder – jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde har set så meget frem til en ny sæson”, afslutter Francisco Castro.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top