fbpx

Gruppe-1-placeret War Front-søn til Danmark

Flemming Velin har endnu engang styrket stalden i Fredensborg med en import fra Aidan O’Briens irske træningsimperium, Ballydoyle, i County Tipperary.


Courage Under Fire vinder i Irland for Donnacha O'Brien og Coolmore-teamet. Foto: Horse Racing Ireland.
Courage Under Fire vinder i Irland for Donnacha O’Brien og Coolmore-teamet. Foto: Horse Racing Ireland.

For kort tid siden ankom den nu 3-årige hingst Courage Under Fire (War Front – Charming v. Seeking The Gold), og det er med flere tunge meritter i bagagen fra 2-årssæsonen, hvor han både var vinder af et maidenløb i Naas og anden i Gruppe-1-opgøret Phoenix Stakes på The Curragh – blot overgået af den hidtil ubesejrede staldkammerat Caravaggio.

Courage Under Fire er kommet til Danmark med et omregnet skandinavisk handicap på 92.

”Det er en meget lækker hingst, der bevæger sig som en dressurhest”, fortæller Flemming Velin til GalopSport.

”Jeg melder ham nok i Tysk 2000 Guineas, idet jeg håber og tror, at han kan stå 1600 meter”, fortsætter træneren om hesten, som hidtil aldrig har løbet længere end 1400 meter.

”Jeg ved ikke, om han er bedre end Lundy, som også er tre år, og som ikke startede for os i fjor, fordi han ikke var helt frisk. Men Lundy bliver højst sandsynligt også meldt i Tysk 2000 Guineas, og jeg håber virkelig, at Klampenborg udskriver et 3-årsløb på premieredagen, så begge heste kan få en start i kroppen inden Tysk 2000 Guineas”.

”Det vil være nærmest håbløst at tage derned uden et løb i kroppen. Selvfølgelig kan hestene gå en græsgalop, men det er jo langtfra det samme som at starte i et løb”, konstaterer Flemming Velin.

Ingen træningsstald i Skandinavien har nogensinde haft så mange stjerne-importer i en stald samtidig, og nordsjællænderen glæder sig da også til sæsonstarten.

”Jeg har et godt mandskab, så vi ser meget positivt på den kommende sæson”, fastslår han.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top