Mandag morgen blev der anmeldt til den kommende storløbstorsdag på Meydan, hvor både Patrick Wahls Arabda og Roy Arne Kvislas Victor Kalejs skal starte. Netop disse to heste blev i lørdags kåret som henholdsvis Årets Hoppe og Årets 2-årige Hest i Sverige.
![Arabda og Elione Chaves i paddocken på Meydan. Foto: Erika Rasmussen.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2017/01/arabda_23672.jpg)
Arabda, som allerede har løb i kroppen, er meldt i Gruppe-2-opgøret Cape Verdi over 1600 meter græs, og hun skal efter alt at dømme bl.a. møde sidste års vinder, Godolphins 5-årige Very Special.
Der er flere skandinaviske forbindelser på anmeldelseslisten, idet Nils-Petter Gills 4-årige Silver Step kan få sin sæsondebut for sin svenske Chantilly-træner Pia Brandt.
Silver Step, der afsluttede sin klassiske sæson med en Gruppe-3-sejr i Milano, er halvsøster til den danske Oaks-vinder Mai Pen Rai og Breeders’-vinderen Beentheredonethat, og moderen er den tidligere norske Derbyvinder Negra Del Oro.
![Via Firenze og Hillevi Ljungkvist på Meydan. Foto: Erika Rasmussen.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2017/01/Via-Firenze.jpg)
Pia Brandt har endvidere også den 4-årige Dansili-datter Via Firenze meldt i Cape Verdi, som er doteret med 200.000 US$.
![Victor Kalejs arbejder på Meydan. Foto: Erika Rasmussen.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2017/01/Victor-Kalejs.jpg)
I UAE 2000 Guineas Trial over 1400 meter dirt bliver der et spændende gensyn med Teleko Racings 3-årige Victor Kalejs, som nåede at starte hele otte gange som 2-årig med fire sejre til følge.
Spring At Last-sønnen besejrede bl.a. Trouble Of Course i Norsk Kriterium, og han afsluttede året med en ren opvisning i Skånelandlöpning på Jägersro.
Den endelige starterklæring med jockey finder sted tirsdag morgen. Se anmeldelserne her.