fbpx

50 år i galopsporten: ”Utroligt, som tiden er gået”

For 50 år siden fik dansk galopsport en ny hesteejer. Ingermarie Due Nielsen. Siden har hun været aktiv hesteejer i en uafbrudt årrække, de sidste 48 år i kompagni med gemalen, Thorkild Møller Nielsen. ”Interessen opstod på en rideskole i Bjerringbro”, mindes hun.


Ingermarie Due Nielsen og Thorkild Møller Nielsen er opdrætterparret bag Elkær Stutteris mange store satsninger og successer igennem mere end fire årtier. Her ses de sammen med deres eget opdræt, Imagine, efter sejr på Klampenborg. Foto: Burt Seeger.

”Berideren på stedet var tidligere galoptræner og mest optaget af fuldboldsheste. Det blev jeg så fanget af, at jeg allerede som 16-årig købte min første galophest, Nostie. Den kom i træning i Aarhus hos Mogens Ahl og klarede sig ganske fint. Tjente sig selv hjem”.

To år senere mødte Ingermarie sin mand, og de har holdt sammen lige siden – med galophestene som den centrale hobby.

”Spændingen ved at se hestene løbe, og det kick af glæde man får, når ens heste vinder løb – det er ubeskriveligt”, siger hun.

Ægteparret på Elkær Stutteri har aktuelt syv heste i professionel træning. Fire hos Niels Petersen i Norge, to hos Birgitte Nielsen i Aarhus og en enkelt hos Søren Jensen i Klampenborg.

”To af hestene hos Niels Petersen – Marlborough og Somerville – har fået træningskvarter i Frankrig dette forår. For Somerville handler det især om, at han skal lære at hoppe over de store spring”.


Hoppestammer på 5. og 6. generation

”Vi har haft mange skønne år i sporten, og vi har også lavet mange gode heste, men måske har vi gjort det sværere for os selv, ved stædigt at holde fast i vores to gamle hoppestammer på 5. og 6. generation”.

“Løbsresultater og handicaptal har selvfølgelig været afgørende for, om vi tog en hoppe ind i stutteriet, og samtidig har vi forsøgt, at forbedre stammen ved at bedække med gode udenlandske hingste. For at undgå at rejse til udlandet med føl ved siden, har vi kun bedækket vores hopper hvert andet år, og vi har vel igennem sidste 20 år ikke lavet mere end et gennemsnit på to til tre afkom hvert andet år. Det er nok langt færre end de fleste tror”, vurderer Ingermarie.

“Sammenholdt med det antal afkom, de store stutterier hver især producerer i hver årgang, kan vi egentlig ikke tillade os at klage over resultaterne på banen, men det rigtigste havde måske været at investere i gode drægtige hopper i udlandet, som mange andre har gjort”.


Inger Marie Due Nielsen og Thorkild Møller Nielsen tager imod deres eget opdræt, Rush, efter sejr i Svenskt Oaks på Jägersro. I sadlen Chris Cordrey og ved siden Franz Nutz. Foto: Burt Seeger.
Ingermarie Due Nielsen og Thorkild Møller Nielsen tager imod deres eget opdræt, Rush, efter sejr i Svenskt Oaks på Jägersro. I sadlen Chris Cordrey og ved siden Franz Nutz. Foto: Burt Seeger.

Rush overstråler alt andet

Men der er trods alt kommet klassiske sejre på bordet. Og tre af slagsen til én og samme hest.

”Ja, Rush var fantastisk. Hun vandt både Moverinaløb, Dansk og Svenskt Oaks, og året forinden Dansk Avlsløb og Dansk Kriterium. I Kriteriet slog hun Long John”, husker Ingermarie.

Året efter blev Long John dobbelt derbyvinder.

Rush var trænet af nu afdøde Franz Nutz, og blev redet til storsejrene af trænerens mangeårige førstejockey Chris Cordrey.

Ingermarie og Thorkild har også prøvet at træne heste hjemmefra. Dog ikke officielt. ”Det foregik i nogle år i samarbejde med Allan og Birgitte Nielsen. Det var vældigt spændende, at være med inde over det”.


Elkær Stutteris High Flyer på vej mod sejren i Kapps Stora Pris. High Flyer var ud af Liberty, der er halvsøster til Marlboroughs mor, Matchmaker. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Tungt at miste High Flyer

Elkær Stutteri har jagtet derbysejren i mange år, uden at få den eftertragtede pokal i skabet.

For nogle år siden havde stutteriet totalisatorfavoritten i Dansk Derby i form af High Flyer, men favoritten vandt som bekendt ikke, men blev dog tredje i Norsk Derby og vinder af Skandinavisk 3-års Mesterskab.

Hesten udviklede sig forrygende og var inden længe en hest, der kunne begå sig i den ypperste skandinaviske stayerelite. Han afsluttede 3-årssæsonen med at vinde Svensk St. Leger i overlegen stil, mens stutteriets anden 3-årige Somerville tog sig af Dansk St. Leger.

Men året efter måtte High Flyer aflives. ”Han blev ramt af tarmslyng. Der var intet at gøre. Han var vores næstbedste hest igennem tiderne, kun overgået af Rush”, bedømmer Ingermarie.

Og High Flyer var hverken et “lucky punch”, en dyr moderlivsimport eller en “færdig pakke” erhvervet på en international auktion.

I stedet var han produktet af den årelange interesse og vedholdende satsning, der altid har kendetegnet Ingermarie Due Nielsen og Thorkild Møller Nielsen.

High Flyer var efter den franske Championhingst Linamix og ud af stutteriets eget opdræt Liberty, som selv vandt St. Leger og Sceptre Stakes et par gange. Og så var han netop oldebarn af Rush.


Marlborough/Elione Chaves og Fighter Carlras/Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Marlborough/Elione Chaves og Fighter Carlras/Oliver Wilson ved sejren i Derby Testen på Klampenborg i 2016. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Tror ikke længere på Derbysejren

”Nu tror jeg ikke mere på, at vi kan vinde Dansk Derby. Vi har haft så mange gode bud på en sejr indenfor de senere år med Jyllansløbsvinderen Singita, Derby Trial Stakes-vinderen Zarzuela, High Flyer, som ikke fik løbet og senest Marlborough, som efter et perfekt ridt reelt blev slået til andenpladsen af en bedre hest. Vi må trøste os med de gange vi har oplevet forventningens glæde med en Derbyfavorit. Det kan ingen tage fra os” udtaler Ingermarie.


Lady Lily. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Lady Lily. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Skal, skal ikke…

Elkær Stutteri har produceret sine egne heste i mands minde. Spørgsmålet er, om punktummet er nået?

”Vi er jo blevet ældre. Omvendt har vi nogle fine avlshopper, som fortjener at blive bedækket. I fjor fik vi to føl. Lady Lily fik en hoppe efter Sepoy, og Vanity Fair ligeledes en hoppe efter Eishin Dunkirk. Nu tæller vi på knapperne for hvad fremtiden skal bringe”, afslutter Ingermarie Due Nielsen.

GalopSport ønsker hjertelig tillykke med jubilæet.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top