fbpx

Gentleman Jack årets profil i Aalborg

Landets nordligste væddeløbsbane i Aalborg afholder sin årlige championatstfest fredag den 10. februar, og det bliver med en ekstraordinær pris, fortæller Bente Østergaard fra banens bestyrelse til GalopSport.


Gentleman Jack efter sejren i Aalborg Store Handicap 2016.
Gentleman Jack efter sejren i Aalborg Store Handicap 2016.

”Vi har netop indstiftet en pris, som hedder årets firebenede profil i galopsporten i Aalborg. Valget er naturligvis faldet på Gentleman Jack”, siger Bente Østergaard.

Gentleman Jack havde også en fornem sæson i 2016, hvor han genvandt Fyensløbet, og på hjemmebanen vandt han Aalborg Store Handicap, begge gange redet til sejr af Sara Slot.

”Det er vi da glade for”, kommenterer hestens træner Tina Mortensen. “Gentleman Jack er på ferie frem til marts, hvor vi påbegynder træningen”.

Andelshesten Gentleman Jack har vundet over 100.000 kroner i både 2015 og 2016. Blandt ejerne er opdrætterparret Pernille og Jakob Altenborg.


Kodachrome og Nicolaj Stott. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Kodachrome og Nicolaj Stott. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Profilhesten i den nordjyske galopsport er en af blot tre heste i Tina Mortensens varetægt, og tre bliver højst tænkeligt til to i løbet af kort tid.

”Kodachrome skal højst sandsynligt bedækkes i år, selvom hun vandt den ene af sine to starter i fjor. Ejeren Charlotte (Bondam – red.) er delejer i avlshingsten Reliable Man, så han bliver hoppens første partner”, oplyser Tina Mortensen.

Kodachrome er datter af tophingsten Kodiac og deler i Zamindar-datteren Sheila Blige mor med Elkær Stutteris tidligere topsprinter og nuværende avlshoppe Lady Lily.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top