Rune Haugen sadlede mandag aften sin første hest på engelsk licens, da 6-årige Red Turtle med Jamie Spencer i sadlen startede over 2400 meter i Wolverhampton. Turtle Bowl-sønnen sluttede sidst i det ni heste store felt.
Red Turtle vandt tre gange på Øvrevoll i fjor, og han indledte 2017 med en OR på 83. Hestens rating kom dog aldrig til at spille nogen rolle denne gang, for der var mere end 25 længder frem til vinderen og 18 længder op til Luv U Whatever, som sluttede næstsidst.
Rune Haugen har i år helt droppet at rejse til Dubai, og i stedet satser han for fuldt på træningen af staldens heste i Newmarket.