fbpx

“Han bedækker kun vores egne hopper i 2017”

Det fortæller Ivan Sjöberg mandag morgen til GalopSport om Rävdansens 20-årige championavlshingst Eishin Dunkirk, som bl.a. er far til millionærerne Honest John, Jimmy Mack, Ede Sensation, Quite A Mission og Dolly Dagger.


Eishin Dunkirk (Mr Prospector - Forest Flower v. Green Forest). Foto: Hanna Sjöberg.
Eishin Dunkirk (Mr Prospector – Forest Flower v. Green Forest). Foto: Hanna Sjöberg.

Efter at haft årgange med mere end 30 afkom i både 2014 og 2015, samt 27 i 2016, fik Mr Prospector-sønnen kun 12 hopper i fol i år, og Berit og Ivan Sjöberg har samtidig investeret i den amerikanske hingst Swipe (Birdstone), som nu er ankommet til stutteriet i Södermanland.

“Eishin Dunkirk er efterhånden blevet en ældre herre, og han fik pludselig problemer med fertiliteten i foråret. Han er fortsat fertil, men vi har valgt at indstille hans kommercielle karriere og kommer kun til at bruge ham på nogle enkelte af vores egne hopper i 2017”, forklarer Sjöberg.

Eishin Dunkirk er født i USA, men havde sin løbskarriere i Japan hvor han vandt tre gange fra 1000 til 1400 meter og desuden var Stakes-placeret.

Hingsten indledte ligeledes avlskarrieren i Japan, hvor han bl.a. blev far til Stakesvinderen Honest John, som i sin karriere indløb mere end 7,3 millioner omregnet til svenske kroner.

I 2004 kom Eishin Dunkirk til Sverige, og han bedækkede sine første hopper i 2005. Hingstens fire første årgange var præget af få bedækninger, men han blev alligevel far til navne som Wakayama og Ede Sensation.


Den senere Guineas- og Derbyvinder Quite A Mission ses her vinder Breeders' Trophy Juvenile på Täby. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Den senere Guineas- og Derbyvinder Quite A Mission ses her vinde Breeders’ Trophy Juvenile på Täby. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Først i 2009 tog karrieren for alvor fart, og Eishin Dunkirk bedækkede det år 31 hopper. Én af disse var superproduceren Theatre Antique, som året efter folede den senere Guineas- og Derbyvinder Quite A Mission.

Året forinden var Eishin Dunkirk, med en årgang som blot talte 15 føl, blevet far til kommende topnavne som Jimmy Mack, Earth Hour og Girl from Ipanema.

Resten er historie. I dag har Eishin Dunkirks afkom indløbet mere end 30 millioner svenske kroner og han er far til Derby-, Guineas- og Breeders’-vindere, samt vindere af stort set alle betydningsfulde 2-årsløb på de skandinaviske baner.

Hans kommende klassiske årgang anføres af Stall Trick Or Treats Opdrætningsløbs- og Auktionslöpnings-vinder Danny K, samt Häsgruppen i Lunds I Kirk. Den yngste årgang af kommende 2-årige heste består af 24 svenskregistrede afkom.


Eishin Dunkirk i paddocken på Rävdansens Stuteri. Foto: Hanna Sjöberg.
Eishin Dunkirk i paddocken på Rävdansens Stuteri. Foto: Hanna Sjöberg.

Rävdansen afholder lørdag den 14. januar den årlige hingstevisning, hvor det nye flagskib Swipe præsenteres.

“Hingstene fremvises en gang i timen fra kl. 10.00, og vi booker vores gæster ind på de forskellige fremvisninger. Derfor beder vi besøgende tilmelde sig til mig, så fremvisningstidspunktet kan aftales”, slutter Ivan Sjöberg, der kan kontaktes via e-mail eller telefon +46 70 551 09 93. Du kan også følge Rävdansens Stuteri på Facebook.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top