fbpx

Hjortebo gjorde rent bord i 2016

Årets sidste løbsdag i Skandinavien er nu afviklet, og dermed kan Stutteri Hjortebo gå ind i det nye år som Skandinaviens suveræne championstutteri. Jette og Søren Hjorth Jensen er både nummer ét i Danmark og Norge, mens det i Sverige blev en officiel andenplads bag Rävdansens Stuteri.


Glæde i vindercirklen hos Andrew Kidney, Nils Jansson og Stutteri Hjortebo. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Jette (nummer to fra venstre) og Søren Hjorth Jensen (nummer et fra højre) i vindercirklen efter Suspicious Minds opvisning i Dansk Derby. Foto: Burt Seeger / US Photo.

“Faktisk indløb vores afkom flest reelle præmiekroner i Sverige”, fortæller Søren Hjorth.

“Vores samlede præmiesum på de svenske baner endte på lidt mere end 3,4 millioner kroner, hvilket er godt 600.000 kroner mere end nummer to på listen. Men de danskopdrættede heste får jo ingen ekstra hesteejerpræmie, mens Rävdansens afkom har fået 780.000 kroner oveni deres reelle indtjening. Disse regler kan vi jo ikke stille noget op imod, men at vi på trods af dette faktum alligevel er mindre end 150.000 kroner efter Rävdansen på den officielle liste er vi ret stolte af”.

I Norge er Stutteri Hjortebo også helt suveræn på førstepladsen. 45 starter gav ni sejre og 1.392.705 norske kroner på kontoen. Men når norsk galopsport fejrer deres championatshelte i begyndelsen af det nye år, bliver det med opdrætter Johan C Løken som vinder af opdrætterprisen – på trods af, at Stutteri Hjortebos afkom har indløbet over 800.000 kroner mere.

Det er ikke altid let, at være dansk i udlandet!


Appelina/Jan-Erik Neuroth nedkæmper Suspicious Mind/Per-Anders Gråberg i Breeders' Trophy Classic. Foto: Svensk Galopp.
Appelina/Jan-Erik Neuroth og Suspicious Mind/Per-Anders Gråberg giver en double til Stutteri Hjortebo i Breeders’ Trophy Classic. Foto: Svensk Galopp.

Når det gælder cifrene i Danmark og hele Skandinavien som helhed er der dog ingen over stutteriet fra Bjerringbro, og 2016 vil gå over i historien som Hjortebos bedste nogensinde med over otte svenske millioner kroner i samlede præmier.

“Det har været helt uvirkeligt. Vi har aldrig prøvet noget tilsvarende, og det sker næppe igen. Vores opdræt plejer at vinde nogenlunde hvad Bent Olsens heste tjener i løbet af en sæson, og han har jo haft en meget fin sæson igen med over fire millioner”, roser Søren Hjorth.

De to helt store pengemaskiner for Stutteri Hjortebo har været 3-årsduoen Suspicious Mind og Appelina. Førstnævnte har indløbet over 1,7 millioner svenske kroner, anført af sejrene i Dansk Derby og Dansk St. Leger, samt andenpladser i både Dansk 2000 Guineas, Jockeyklubbens 2000 Guineas og Breeders’ Trophy Classic.

I sidstnævnte opgør var han anden bag Appelina, som desuden også triumferede i Breeders’ Prize Classic og Norsk 1000 Guineas på Øvrevoll. Hoppen rundede sæsonen af med mere end 1,8 millioner på kontoen.

Appelina topper dermed listen over de mest vindende heste i Sverige i 2016, mens Suspicious Mind indtager tredjepladsen. Imellem de to danskopdrættede heste findes Pramms-vinderen Hurricane Red. Derudover findes der kun en enkelt øvrig skandinaviskopdrættet hest blandt alle importerne i top 10 – nemlig Rävdansens Pistol, som nu er på vej til Dubai.

Hoppe v. Appel Au Maitre - Queen Paco (Paco Boy).
Jette Hjorth Jensen med et hoppeføl fra i år efter Appel Au Maitre ud af Queen Paco (Paco Boy).

Både Appelina og Suspicious Mind er efter Stall Perlens avlshingst Appel Au Maitre (Starborough), som netop er opstaldet på Hjortebo og efter sin gigantiske succes med sine to første årgange nu stiger til 17.000 kroner i bedækningspris i 2017.


“Vi bliver ved på ubestemt tid”

Jette og Søren Hjorth Jensen er henholdsvis 67 og 69 år. I første del af 2016 tog de imod 22 føl på stutteriet, og der er udsigt til endnu flere i løbet af de kommende fem måneder.

“Vi har 24 drægtige hopper gående. Vi vil jo egentlig gerne sælge otte eller 10 af dem, men det er svært at videresælge avlshopper i Skandinavien”, siger Søren, som til gengæld har kunne mærke effekten af de mange afkom på 2-årssiden i den forgangne sæson.

“Stutteri Hjortebo havde 19 åringer til salg i 2015 – de 17 af dem nåede at komme til start som 2-årige”, siger han stolt, inden han afslutningsvis giver sit bud på fremtiden:

“For nogle år siden overvejede vi for alvor at slutte med at opdrætte, men det vi har oplevet i 2016 har været det største igennem 50 års arbejde, og nu er vi rent faktisk enige om, at det kun er uforudset sygdom, skader eller alderdom der kan stoppe os. Vi bliver ved på ubestemt tid”.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top