fbpx

John Nielsen tæt på sidste års facit

Aalborgs trænerchampion John Nielsen er med på gæsternes hold ved torsdagsgaloppen på Øvrevoll. Nordjydens heste har vundet 342.043 kroner i år, sammenholdt med 372.056 kroner i 2015.


”De tal har vi da en mulighed for at nå”, bedømmer trænerfruen Hanne Nielsen. “Sejrsmæssigt har vi været bedre kørende i år med hidtil 12 sejre mod fem i fjor. Vi har dog været meget mindre i Norge i år i forhold til tidligere, hvilket skyldes en ændring i løbsudskrivningerne”, beretter Hanne Nielsen.

Men i morgen er John Nielsen i den norske hovedstad med to heste.

”Han er taget allerede af sted. Rejste klokken 08.00 onsdag morgen. Vi starter On Offer og Parbold Hill. On Offer nærmer sig 11 år, og alderen begynder at tynge. Hun har dog haft en fin sæson med en enkelt sejr, men på det seneste er det ikke blevet til det store. Hun befinder sig glimrende på underlaget i Norge, og vi håber på en god præmie”, fortæller Hanne Nielsen.

”Parbold Hill havde en mellemsæson i fjor, hvor hun ikke vandt for første gang i flere år. Hun blev sænket i vægt, og har fået ny energi i år med tre sejre. Hun har desværre fået fire kilo for sejren i Aalborg i slutningen af oktober, men på formen håber vi hun løber med deroppe”, siger Hanne Nielsen.

”Vi har perfekte forhold på vores træningsbane, og agter også at melde til finaledagen i Aarhus. Det var surt, at de aflyste i søndags, men ingen er jo herre over vejret”, sammenfatter Hanne Nielsen.


Program: Øvrevoll, torsdag 17. november kl. 15.45.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top