fbpx

Danskejet vinder ved Cartier Awards

Det verden kendte smykkefirma, Cartier, udnævner hvert år Europas championheste indenfor forskellige katagorier. I går aftes skete udnævnelserne ved en fornem middag i London, og for første gang kunne man notere en vinder med dansk ejerskab.


Det var samtidig første gang at årets Champion Sprinter-titel tilfaldt en 3-årig.

Vi taler om hoppen Quiet Reflection (Showcasing), hvor en tredjedel ejes af danske Hubert Strecker.

Hoppen blev indkøbt af sin træner Karl Burke for £44.000 på GoffsUK Breeze Up i 2015 og hun vandt tre starter ud af fire som 2-årig.

I år er hun vinder fire gange i seks starter og deriblandt to Gruppe-1-opgør: Commonwealth Stakes på Royal Ascot samt Haydock Sprint Cup.


Almanzor/Christophe Soumillon på vej mod sejren i Champion Stakes (Gr.1) foran Found/Ryan Moore og Jack Hobbs/William Buick. Foto: Amie Karlsson / GalopSport.
Almanzor/Christophe Soumillon på vej mod sejren i Champion Stakes (Gr.1) foran Found/Ryan Moore og Jack Hobbs/William Buick. Foto: Amie Karlsson / GalopSport.

I de øvrige kategorier var vinderne:

Champion 3-årshoppe samt Årets Hest: Minding (Galileo), ejet af Coolmore-teamet og vinder af fem Gruppe-1-løb igennem sæsonen inklusiv Engelsk 1000 Guineas og Oaks.

Champion ældre hest:  Den 4-årige hoppe Found (Galileo), også ejet af Coolmore en flot vinder af årets Prix de l’Arc de Triomphe i Chantilly i oktober.

Champion 3-årshingst: Almanzor (Wootton Basset), fransktrænet og ejet af Antonio Caro og F. Augustin-Normand. Vinder af fransk derby samt både irsk og engelsk Champion Stakes. Et smart køb for €100.000 af hans træner Jean-Claude Rouget.

Champion Stayer: Order of St George (Galileo), igen Coolmore-ejet og vinder af årets Ascot Gold Cup, Gr 1.

Champion 2-årshingst: Churchill (Galileo), ejet af Coolmore ejet og fem gange vinder i fem starter og heriblandt to Gruppe-1-sejre. Er nu klar favorit til næste års Guineas og Derby.

Champion 2-årshoppe: Lady Aurelia (Scat Daddy). Hun er den første amerikansktrænede hest som vinder en Cartier Award. Vinder tre gange i fire starter inklusiv Queen Mary Stakes på Royal Ascot samt Prix Morny i Deauville.


Aidan O'Brien. Foto: Coolmore.com
Aidan O’Brien. Foto: Coolmore.com

Endelig uddeltes avisen Daily Telegraph’s Special Award of Merit til championtræner Aidan O’Brien for hans helt enestående sæson med 22 Gruppe-1-sejre og aldrig før sete 1-2-3 i Prix de l’Arc. Han startede sin karriere som elev hos træner Jim Bolger, som dengang udtalte:

”Han lærer hurtigt og er en meget intelligent og populær ung mand. Hans flid og målrettethed er fantastisk. Jeg ville have gjort alt, bortset fra at gifte mig med ham, hvis han ville fortsætte med at arbejde for mig.”

19 gange championtræner i Irland og fem gange champion-forhindringsløbstræner i Irland og fem gange championtræner i England.

O’Briens succes er ikke steget ham til hovedet og han udtalte ved et af sine staldbesøg: ”Jeg har lært af mine fejltagelser – og jeg har lavet mange af dem.”

Picture of Hans Erik Westerberg

Hans Erik Westerberg

Fokus: Internationalt / Avl & Auktioner. Født 1940 i København. Tidligere eksportmedarbejder i Rex Rotary, ansat i elektronikvirksomhed i Stockholm og selvstændig med virksomhed i elektronikbranchen i Danmark og Polen indtil 2010. Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Galopselskab i 20 år samt formand. Sidenhen formand for Dansk Galop og nuværende bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb. Hestejer og opdrætter. Har bl.a. ejet Clarion King og er p.t. medejer af Stradivarius. Medforfatter af jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod”, skrevet i samarbejde med Per Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top