fbpx

“Jeg tror på en stor finaledag”

Brian Wilson sadler årets største hold ved Klampenborgs sæsonfinale på søndag. “Nu har vi endelig fået den bløde bane, som mine heste ynder, og jeg synes, at vi har flere vinderchancer”.


Marquis First/Jan-Erik Neuroth. Foto: Burt Seeger.
Marquis First/Jan-Erik Neuroth. Foto: Burt Seeger.

“Den bedste chance er måske Marquis First. Han kommer fra en andenplads over 2400 meter på en god bane, og han vil uden tvivl sætte mere pris på et blødt underlag”.

Foruden Marquis First starter Brian Wilson hestene Jack Of Clubs, Sharav, Royal Zem, Vejovis, Storm Wind, Saint George og Art Law.

“Det bliver en travl dag for mig på søndag, men jeg tror på en stor finaledag, så vi kan få afsluttet sæsonen godt på Klampenborg”, siger Brian Wilson, som for kort tid siden også forstærkede stalden med et indkøb i England.

”Det var min hustru, Maria, der købte den 2-årige vallak Spello i Newmarket. Jeg var ikke selv derovre”, fortæller han.

Spello har startet en enkelt gang i England, hvor den var sjette på all-weatherbanen i Wolverhampton.

Han er efter Born to Sea, hvis første årgang er to år i år.

Hingstens hidtil bedste afkom er den irske Gruppe-3-vinder Sea of Grace, mens han i Danmark i forvejen er repræsenteret ved Stald Seasides Seatown, som senest var tredje i Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg.

Born To Sea er endvidere halvbror til bl.a. Galileo og Sea The Stars.

Moderen til Spello har tidligere bragt Swedish Dancer, der vandt to løb i Sverige i 2015, samt Sweet Aria, der blev eksporteret til Sydafrika, hvor den vandt tre løb og var Listed-placeret.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top