Champions Day på Ascot byder på en perlerække af storløb, med Qipco Champion Stakes (Gr.1) over 2000 meter som hovedbegivenhed. Løbet er doteret med £1.300.000 og en førstepræmie på ca. 5,5 millioner danske kroner.
![Found og Ryan Moore vinder Prix de l'Arc de Triomphe (Gr.1). Foto: Amie Karlsson / GalopSport.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2016/10/Found3-1.jpg)
Favorit er årets franske derbyvinder, Almanzor (Wootton Bassett), der rides af Christophe Soumillion og trænes hos Jean-Claude Rouget i Pau i Sydfrankrig.
Overraskende kommer årets Prix de l’Arc-vinder, den 4-årige hoppe Found (Galileo), allerede ud igen. Med Ryan Moore i sadlen skal hun revanchere sig for sit nederlag til Almanzor i Irish Champion Stakes.
Af særlig dansk interesse er den 3-årige hoppe Quiet Reflection (Showcasing), der starter som favorit i dagens andet løb, British Champions Stakes over 1200 meter. Den af Hubert Strecker delejede hoppe er dobbelt Gruppe-1-vinder i år og skal dels møde den femårige topsprinter Mecca’s Angel (Dark Angel) og den ubesejrede Shalaa (Invincible Spirit) blandt sine 13 konkurrenter.
I dagens første løb, Champions Long Distance Cup over 3200 meter, starter årets Ascot Gold Cup vinder Order Of St George, der senest var tredje i Prix de l’Arc. Desuden sidste års St. Leger-vinder Simple Verse, som også må gives en god chance.
Fjerde løb er Queen Elizabeth II Stakes for milerne. Her kommer årets 2000 Guineas (Gr.1)-vinder Galileo Gold (Paco Boy) samt Ribchester (Ifraaj), som senest vandt Gruppe-1 i Deauville og slog netop Galileo Gold.
Den 3-årige hoppe Minding (Galileo) er favorit efter sine sejre i både 1000 Guineas og Oaks. Dette tegner til et fremragende væddeløb.
Dagens sidste løb, Balmoral Handicap, har 23 deltagere over 1600 meter, og den samlede præmiesum er £250.000.