September måned i Kentucky har ikke kun budt på besøg hos Triple Crown-vinderen American Pharoah for Sveriges i øjeblikket førende træner, Fredrik Reuterskiöld.
![Warrior's Reward på Spendthrifth Farm i Kentucky.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2016/09/warriorsreward_236762.jpg)
Tirsdag fik han igennem sin agent Börje Olsson hammerslaget for 70,000 dollars på lot 2250 på Keenelands Book 4. Åringen er en hingst født 14. maj efter Grade-1-vinderen Warrior’s Reward (Medaglia d’Oro) ud af den ustartede Nureyev-datter Shade Dance.
Shade Dance er i forvejen mor til syv vindere ud af ni startende afkom, heriblandt Stakes-vinderen Chhaya Dance (A.P. Indy) og den Grade-2-placerede Convocation (Pulpit). Selv er Shade Dance ud af Prix de l’Opera-vinderen Colour Chart (Mr Prospector) og halvsøster til den amerikanske 2-årschampion og Breeders’ Cup Juvenile Fillies (Gr.1)-vinder Tempera (A.P. Indy).
![Fredrik Reuterskiöld med hingsteåringen, der blev købt på vegne af Hästgruppen i Lund AB. Foto: FR Racing.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2016/09/fr_keeneland2250.jpg)
Warrior’s Reward-sønnen blev købt i kommission til Hästgruppen i Lund AB, som i år har haft enorm succes med navnlig Votervinderen og Derby-2’eren Gunvald, der blev købt på samme auktion i Keeneland i 2014.