fbpx

Derbysejr nummer 21 til Neuroth?

Da Bokan i fjor vandt Svenskt Derby, var det sejr nummer 20 for Wido Neuroth i et skandinavisk Derby. Nu er den tidligere mangedobbelte skandinaviske championtræner på jagt efter sejr nummer 21 med duoen Appelina og Red Zeppelin.


Wido Neuroth tager imod Stall Perlens Appelina og sønnen Jan-Erik Neuroth efter den sikre sejr på Täby. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Wido Neuroth med Stall Perlens Appelina og sønnen Jan-Erik Neuroth. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

På trods af Neuroths utrolige Derbydominans, skal vi 17 år tilbage i tiden for at finde hans seneste danske Derbyvinder. Det var Valley Chapel, ejet af Stall Perlen, som på søndag står bag Appelina.

Hoppen vandt senest Norsk 1000 Guineas efter en forrygende afslutning, og ligesom flere af feltets øvrige deltagere skal hun for første gang testes over længere distance.

Tidligere på året havde Wido Neuroth egentlig afskrevet en start i Dansk Derby for Appelina, og det blev først endelig besluttet at tage til Klampenborg for få uger siden.

“Appelina viste i Norsk 1000 Guineas tydeligt, at de 1600 meter er lige kort nok. Næsten samtidig vandt Angel Love på den svenske Derbydag og kvalificerede sig til Svenskt Oaks, som egentlig var Appelinas opgave. Derfor valgte vi at ændre planen”, siger Wido fredag eftermiddag til Galopsport.

Appelina var på besøg i Klampenborg til Mowerinaløb, hvor hun var fjerde i mål, 3½ længde bag Miss Vordingborg og Beaufort Twelve.

“Flere ting gik galt. Klampenborgs startboks er noget forældet og laver en masse støj når hestene læsses. Appelina blev skræmt af alle lydene, samtidig med, at der blev taget for hårdt fat i hende under læsningen. Hun gik i panik og gik bagover så Jan-Erik akkurat nåede at springe til siden”.

“Desværre blev hun heller ikke undersøgt før hun gik ind i boksen, og det viste sig efterfølgende, at hun havde låst sig over krydset. Jan-Erik følte ikke nogen fejl på hende undervejs, ellers havde han selvfølgelig taget hende op – men med alt dette i betragtning var præstationen på Klampenborg ret godkendt”, forklarer Wido.

“Med hensyn til distancen, så har jeg altid set hende som en Breeders’-hest (2000 meter, red.), og hun er aldrig blevet trænet til at løbe længere end det. Hendes mor var også en 2000-meter-hest og faderen stod let 2400 meter, så i det store hele er jeg ikke urolig for det”.


Wido Neuroths anden Derbydeltager er en af feltets fire maidens, Red Zeppelin. Medicean-sønnen indledte løbskarrieren i det tidlige forår i Tyskland og har siden startet fire gange fordelt mellem Øvrevoll og Jägersro.

“Det bliver hans første start på Klampenborg, men han har løbet højre rundt i Düsseldorf, som også er en svær græsbane med skarpe sving. Jeg er derfor ikke bange for selve baneprofilen, og det lange opløb bliver en klar fordel for ham. Eneste spørgsmål er hvordan han tackler den kuperede bagside, men Klampenborg bør alt i alt passe ham bedre end Jägersro”, siger Wido om Buck Racings fukse vallak, som for første gang skal rides af Jacob Johansen.

“Jacob har været og ride ham på græsset, og han var fint tilfreds. Red Zeppelin er en hest der bliver bedre hele tiden og i hvert fald ikke får problemer med distancen”, slutter Øvrevoll-træneren, som først sender sine heste mod lørdag morgen, så de ankommer i fred og ro når den første halvdel af Derbyweekenden er overstået.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top