I kølvandet på sine to 2-årssejre med Lady Of Course og Trouble Of Course på Bro Park i tirsdags, sadlede Niels Petersen endnu en vinder fra yngste årgang torsdag aften på Øvrevoll.
Denne gang debuterende Danny K, der let med halvanden længde slog Lady On Ice og Baltic Eagle.
Da starten gik til det fem heste store opgør var Danny K spillet helt ned i 19:10, og Stall Trick Or Treats brune vallak gav løfter for en lukrativ fremtid.
“Ingen af mine 2-årige har været bedt om meget i arbejde forud for deres debut, så det er ekstra glædeligt at se dem vinde på denne måde. Det var især efter Trouble Of Courses’ sejr i tirsdags, at min tiltro til Danny K voksede. Hvis du har en svenskfødt 2-årig – og den er god – så bliver det ikke kedeligt”, smilede Niels Petersen efter Eishin Dunkirk-sønnen debutsejr.
Danny K er opdrættet af Alvena Gård AB og ud af Diktat-datteren Pandorea, der selv vandt et maiden over 1400 meter på Salisbury som 2-årig.
I avlen har hun tidligere bragt 3-årige My Dream (Kheleyf), som fortsat har sin første sejr til gode.