fbpx

Dobbelt double til Marc Stott

Marc Stott satte sig totalt på fredagens to opgør på hjemmebanen i Odense. 


I både Karl K. Pedersens Mindeløb og HC Andersenløbet sadlede træneren de to første heste gennem mål og snuppede dermed 60.000 af de 80.000 kroner der var at løbe om.

Det blev dog ikke helt uden dramatik.

I Karl K. Pedersens Mindeløb måtte Ocho Rios for tredje gang på stribe – og ottende gang i karrierens 24 starter – nøjes med andenpladsen.

Denne gang bag sin staldkammerat Street Boss, der kom med en frisk sejr fra Jyllandsløbsdagen og denne gang også tog den direkte vej under lærling David Parkes.

Efterfølgende blev rollerne byttet om mellem de to lærlinge Parkes og Guerrini, idet sidstnævnte guidede Fillip Stark til en sikker sejr foran Simbad.

Marc Stott var dermed sikker på endnu en sejr, men han måtte alligevel vente ængsteligt på voldgiftens votering, idet Nicolaj Stott øjeblikkeligt nedlagde protest mod vinderen.

Stott, der red Hongkong Dragon for Sarah Langholm Hornstrup, blev øjensynligt generet af Guerrini kort inde i opløbet, hvorefter han helt stoppede sin ridning og lod hesten droppe ned på sjettepladsen, lige udenfor præmierækken.

Dommerne lod dog resultatet stå og Fillip Stark blev hejst som endelig vinder af HC Andersenløbet.

Det var Academy Award-sønnens første sejr i årets fire starter og en stærk opfølgning på tredjepladsen bag staldkammeraten Funk Soul Brother i Jydsk Champion Stakes.

I det hele taget har Marc Stott fortsat sine heste i frygtindgydende form og med dagens facit i hænderne har han sadlet 12 vindere, seks anden- og syv tredjeheste i 39 starter.

Samtidig rundede han på nær et par tusinde kroner en halv million i samlet præmiesum for året.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top