Der kommer ikke helt så mange til start i fredagens Epsom Oaks som i lørdagens Derby. Aidan O’Brien starter tre og heri storfavoritten Minding (Galileo), der i år har vundet engelsk 1000 Guineas og været anden i den irske version, hvor hun blev kort slået af Jet Setting.
Sidstnævnte, der blev købt for en “slik” på Horses in Training i Newmarket i oktober, er i øvrigt tilmeldt Goffs London Sale lige inden Royal Ascot, hvor hun er meldt i Coronation Stakes (Gr.1).
Mon ikke, at der bliver en særdeles høj pris for Jet Setting?.
Hendes sejr i Irish 1000 Guineas gav så megen genlyd, at Godolphin/Darley skyndte sig at købe faderen Fast Company og flytte ham til deres stutteri i Irland.