fbpx

Nu mangler Arabda bare Black Type

Med sin tredje sejr på stribe, og lige så overlegent som ved hendes to foregående triumfer på Jägersro, scorede Patrick Wahl-trænede Arabda onsdag eftermiddag 100.000 kroner i Jockeyklubbens Stolöpning over milen på Bro Park. 


Arabda/Per-Anders Gråberg på vej mod sejren i Jockeyklubbens Stolöpning. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Arabda/Per-Anders Gråberg på vej mod sejren i Jockeyklubbens Stolöpning. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

For nylig var Arabdas 3-årige halvbror tredje i et fransk Gruppe-3 og nu mangler Elnadim-datteren blot en Black Type-sejr for at blive rigtig mange penge værd på den internationale avlsscene.

De fem deltagere i Jockeyklubbens Stolöpning mødtes fra lige vægt og det gav på papiret Tommy Gustafssons Absolut Silver to længders fordel mod Arabda, der i april indledte sit comeback efter halvandet års løbspause med 79 i handicap.

På to starter var hun steget til 84 og nu bliver det helt sikkert en flere kilo forud for Bloomers’ Vase (L) på Bro Parks græsbane den 19. juni.

I hænderne på Per-Anders Gråberg vandt Arabda nemlig overlegent med fem længder før netop Absolut Silver, som igen havde fem længders afstand til Antigua på tredjepladsen.


Arabda/Per-Anders Gråberg. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Arabda/Per-Anders Gråberg. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Arabda blev igennem Stefan Uppström købt for 15.000 guineas på Tattersalls Autumn Horses in Training Sale i 2013, og vandt sin første start i Skandinavien med seks længder på Täby.

Herefter fulgte en længere skadesperiode som gjorde, at hoppen ikke startede mellem juli 2014 og april 2016, men Patrick Wahl har formået at få hende tilbage på forrygende vis, og nu er hun ikke langt væk fra at blive rigtig meget værd i avlsboksen.

Arabdas 3-årige halvbror, Ghaaly (Tamayuz), har nemlig indledt sin løbskarriere strålende med to sejre som 2- og 3-årig i Frankrig, og senest var han tredje i Gruppe-3-opgøret Prix La Force over 2000 meter på Saint-Cloud – blot slået med 2½ længde af Godolphins Cloth Of Stars, der stiller op i lørdagens Epsom Derby (Gr.1) og lige nu er blandt de mest betroede i feltet.


Stor glæder i vindercirklen blandt ejerkredsen Stall Arabda Racing - Easy og træner Patrick Wahl. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Stor glæder i vindercirklen blandt ejerkredsen Stall Arabda Racing – Easy og træner Patrick Wahl. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Arabda og Ghaaly er ud af den sparsomt startede Ghizlaan (Seeking The Gold), som selv er datter af Santa Anita Oaks (Gr.1)-vinderen Golden Ballet og halvsøster til Belmont Stakes (Gr.1)-vinderen Drosselmeyer og Listed-vinderen Stage Luck.

Det vil derfor pynte umådeligt på Arabdas katalogside, såfremt hun opnår Black Type – og det kan allerede ske om mindre end tre uger, hvor hun forventeligt møder Bent Olsens Hoku i Bloomers’ Vase (L).

Øvrige tophopper som Inaya, Amie Noire og Icecapada er ligeledes meldt i opgøret, men højst sandsynligt springer de alle Bloomers’ Vase over for i stedet at tage kampen op mod herrerne i Stockholms Stora Pris (Gr.3).

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top