Kevin Stott red tirsdag aften tre heste først over stregen under sin gæstevisit på Jägersro, men han blev kun noteret for de to og fik desuden tre dages udelukkelse efter deklasseringen af Gunvald.
“Deklasseringen var i orden, men jeg er skuffet over at få tre dages udelukkelse i stedet for en bøde”, siger han til GalopSport.
“Jeg synes det er en for hård straf med tre dages udelukkelse for en jockey med base i England, hvor en sådan karantæne har langt større betydning rent karrieremæssigt. Det er ikke sjovt, at jeg nu skal tilbage og fortælle, at en aften i Sverige kostede tre dages udelukkelse, og jeg havde foretrukket at løse det med en bøde i stedet”.
Kevin Stott kunne dog alligevel rejse hjem med oprejst pande. I kølvandet på deklasseringen med Gunvald vandt han nemlig to gange – i første omgang med Jessica Longs Red Robin, der slog i Bengt Bökmans Minneslöpning over 1730 meter.
Fraam-sønnen førte hver en meter af distancen og sikrede sig en førstepræmie på 100.000 kroner til den formstærke Long-stald, som dermed også fik et plaster på såret ovenpå Volatiles sæsondebut i løbet forinden. (Se løbet).
Endelig rundede den danske jockey af med at ride Armagnac til en sikker sejr i Ascension Silver over 1600 meter.
Armagnac trænes af storebroderen Marc Stott på Fyens Væddeløbsbane, og helbroderen til Reventon og Cantenac formåede at fortsætte hvor han slap i fjor.
Førstepræmien var 48.000 kroner værd for Martin Hjorth Jensen.