fbpx

“Galophestene holder mig i live”

Skandinavisk galopsports trænernestor, Claes Björling, holder sig i en alder af 84 fortsat aktiv i sporten. Dybt imponerende. ”Det er galophestene, som holder mig i live”, griner han.


Claes Björling med sin Listed-vinder Mr David. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Claes Björling med sin Listed-vinder Mr David. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

“Jeg bliver ved, så længe jeg kan gå og har absolut ingen planer om at drosle ned. Tværtimod er jeg i færd med at købe en ny hest til stalden fra England”.

”Det er kun formaliteter der mangler, og så kommer igen op på fem heste”, siger veteranen, som har en enkelt deltager til start på onsdag i Stockholm. Det er 7-årige Stonefield Flyer, der kommer ud i dagens første opgør, Mandarin Guld over 1200 meter dirt. Kheleyf-sønnen møder fem konkurrenter i kampen om en førstepræmie på 50.000 kroner.


Stonefield Flyer. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Stonefield Flyer. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

”Jeg købte ham sidste efterår i England, og han har været blandt de tre første i samtlige sine starter for os. En hårdfør hest, som har løbet flittigt i både 2014 og 2015 og svaret godt for det. Jeg er ret overbevist om, at han atter er blandt de tre første denne gang”, antager Claes Björling.

Millionæren Mr David er dog fortsat staldens bedste kort, til trods for en alder af ni år. Forrige år vandt han bl.a. Täby Vårsprint (L) foran Hansinger, Ragazzo, Liber og Over The Ocean, og han åbner sæsonen med 91 i handicap.

”Jeg har givet ham længere løbspause ovenpå et ret så hårdt program i fjor. Det er efterhånden to år siden jeg købte ham i England, og han har for længst tjent sig hjem”, beretter Björling.

”Som det ser ud nu, sæsondebuterer han i Bro Park Vårsprint og går dernæst til Zawawi Cup på den svenske Derbydag. Det er i hvert fald planen”.


Mr David. Foto: Elina Björklund / Svensk Galpp.
Mr David. Foto: Elina Björklund / Svensk Galpp.

Claes Björlings stald på Täby består af lutter importer, og det er ingen tilfældighed.

”Man kan virkelig få meget for pengene i England. Det er muligt at købe heste, som rækker langt i Skandinavien. Samtidig er konkurrencen i England hårdere end nogensinde, og det er afgjort en fordel for en træner i Skandinavien, idet man kan finde heste som ikke rækker til blandt de bedste derovre, men som kan klare sig i eliten i Skandinavien”, påpeger Claes Björling, som foruden Stonefield Flyer og Mr David træner 4-årige Mecado og 8-årige Capaill Liath.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top