Trænerparret Inge Mette Dejgaard og Gert Hansen indleder på lørdag den nye sæson på Klampenborg med 10-årige Finn Ind Again, der bringes til start i det velbesatte Nine Furlong Handicap.
Shane Karlsson rider med et kilos overvægt, men den mørkebrune vallak er også ude efter et langt lavere handicap end hvad han i grunden har kapacitet til at vise.
I lørdags præsenterede Inge Mette Dejgaard og Gert Hansen flere af staldens heste ved Klampenborg HesteEjerForenings staldrundgang – heriblandt deres eneste klassiske håb, Pirjo Hansens Jackson Five, der startede fire gange i fjor med en tredjeplads som bedste resultat.
Selv om han indleder året med 65 i handicap, er der fortsat håb for, at han kan udvikle sig til at blive én af de startende i årets sidste danske klassiker, Dansk St. Leger.
Jackson Five er efter distancebetonede Special Quest og ud af Richard Of York-datteren Nanette, som selv er helsøster til dan danske Derbyvinder fra 2000, Vetrotex.
Hun er ligeledes helsøster til Derby-3’eren og St. Leger-2’eren Porsa System, samt halvsøster til St. Leger-vinderen McGuire (Starry Night).
Inge Mette Dejgaard har anmeldt Jackson Five i et klasse-4-handicap over 1800 meter på Klampenborg den 30. april, hvilket ligner en udmærket måde at starte sæsonen på.
Herunder ses flere af Burt Seegers fotos af Inge Mette Dejgaards heste fra lørdagens staldrundgang.