Allerede på Klampenborgs premieredag den 23. april er der planlagt gæstevisit for brasilianske Rafael Schistl, som lige nu gør kometkarriere på tysk licens i Köln.
![Brownie. Foto: Burt Seeger.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/Brownie_89F3358.jpg)
“Jeg har booket Rafael til at ride Brownie i et handicap over 1800 meter, og det er hovedsageligt fordi jeg gerne vil have ham på i Pramms Memorial, hvis det går godt næste lørdag”, fortæller Bent Olsen torsdag eftermiddag til GalopSport.
Brownie, der i fjor vandt Norsk 2000 Guineas og var tredje i Norsk St. Leger, indleder sin 4-årssæson med 84 i handicap, og det er et handicap skal kunne vinde fra første gang ude, såfremt han skal have noget at gøre i Pramms Memorial (L).
“Hvis ikke han kan vinde første gang ude fra et handicap på 84, så kommer han heller ikke til start i Pramms. Men han er en skøn hest som ikke har gjort noget forkert hidtil i sin karriere, og jeg har stor tiltro til, at han forbedrer sig enormt i år. Ellers havde vi heller ikke forhåndsanmeldt ham til Pramms, som er et af sæsonens sværeste løb at vinde”, forklarer Bent Olsen.
![Falconet og Rafael Schistl modtages af Bent Olsen og Lone Kaj-Nielsen efter sejren i Härkila Pokalløb (L). Foto: Burt Seeger.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2015/08/Falconet_MGL8725.jpg)
“Det er selvfølgelig en stor karrieremulighed for Rafael Schistl at ride for en stor træner i Tyskland, men jeg er da ærgerlig over, at vi har mistet chancen for at bruge ham på daglig basis i Skandinavien. Han har bl.a. vundet Mowerinaløb, Jyllandsløb og Pokalløb på mine heste, så jeg vil altid have ham i kikkerten i storløbssammenhæng, lige meget hvor han befinder sig i Europa”, slutter Olsen om brasilianeren, der i fjor bl.a. red Falconet til en sikker sejr i Härkila Pokalløb (L) og var kort slået til andenpladsen med All Or Nothing i Skandinavisk Opdrætningsløb.
Falconet og All Or Nothing ejes – ligesom Brownie – af Lone Kaj-Nielsen.
Det er engelske Adam Brook, der booker Rafael Schistl på de skandinaviske baner i den kommende sæson. Brook, som satser på en professionel karriere som jockeyagent i Skandinavien, står desuden også bag Marcos Robaldo, Dayverson de Barros, Nicolaj Stott og Kevin Stott, mens han samtidig har en samarbejdsaftale med Per-Anders Gråberg om ridt i Danmark.