fbpx

ZwickyLeaks. Jägersro, søndag 10. april.

Søndag kl. 12.45 går den skandinaviske hovedsæson for alvor i gang med ni opgør på Jägersro. Dagen byder på topsport blandt både de 3-årige og ældre, og der dystes samtidig i spilformerne V4, V5, Lunch Dubbel og Super Trio.


Romanoff. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Romanoff. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

V4-spillet indledes med et “guldløb” over 2200 meter med seks heste. Hans-Inge Larsen fortalte tidligere på ugen, at der ikke var den store løbsform at spore i stalden, men Lunch-premieren bød trods alt på to tredjepladser, og den tidligere svenske Derby-2’er Funinthesand kommer ind i dette opgør med upåklagelig form fra to vinterstarter på Täby. Han er derfor svær at komme uden om, men tiltroen havde selvfølgelig været klart større, såfremt Hans-Inge havde sat en vinder i onsdags.

Som Niels Petersen var inde på i ugens løb, er den unge svenske lærling Fredrik Janetzky et navn der skal lægges mærke til. Han rider nu kun med to kilos lettelse, men han er til gengæld også ved at være på fuld højde med de bedste professionelle og vil derfor være en efterspurgt rytter. I V4-1 sidder han op på Jessica Longs Romanoff, Han har ikke startet siden 21. oktober, men træningsrapporten er positiv fra Jessica Long og det kan blive svært for Funinthesand at give ham fem kilo her.

Både Peter Jardby og Katharina Stenefeldt havde oplagte vinderchancer i onsdags som ikke vandt, Pouline løber med tre kilos overvægt og Dina Danekilde har en lille joker i den tidligere 2-årsstjerne Whatdoesthefoxsay, som dog gik sejrsløs igennem sin 3-årssæson.

ZwickyLeaks: Vægtlettelsen får afgørende betydning for Romanoff.


River Plate/Per-Anders Gråberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
River Plate/Per-Anders Gråberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

I V4-2 er Let’sgoforit tilbage på sin yndlingsbane efter vinteropholdet i Dubai. Et ophold som startede forrygende med en tredjeplads på Meydan, men som udviklede sig til et antiklimaks med flere problemer for den 8-årige skimmel.

“Det rygtedes, at han havde problemer med startboksen, og vi blev ikke behandlet fair dernede”, siger Bodil og fortæller videre, at Let’sgoforit er kommet fint hjem og fortsat holder formen, men at det ikke er til at sige hvad de to sidste starter har betydet for hans videre færd. “Han missede jo totalt starten anden gang og det er også sket før på Jägersro. Det er kun 1000 meter på søndag og der er ikke plads til at tabe længder hér”, pointerer hun.

Og hvad hvis Let’sgoforit ikke prikker starten? Det skete en enkelt gang på Jägersro i fjor i et opgør over netop 1000 meter med kun fire heste til start og hesten var langt efter de tre øvrige konkurrenter hele vejen.

En enkelt træner bekymrer sig ikke om Let’sgoforit prikker starten eller ej. Francisco Castro har to 4-hopper til start i form af Free Ride og River Plate. Sidstnævnte var anden i Rosengårdlöpning i fjor og sluttede sæsonen af med at vinde med syv længder over 1200 meter. River Plate er halvsøster til den tidligere tophoppe og irske Gruppe-3-vinder, Dingle View.

“Hun viste mod slutningen af sidste sæson lidt af det vi ved hun indeholder, og hun er bare blevet bedre henover vinteren. Det er en hest vi sigter mod stjernerne med, og jeg regner endda med, at hun i år er god nok til at starte andre steder i Europa”, siger Castro og konstaterer: “Jeg tror fuldt og fast på, at vi kan slå Let’sgoforit”.

Niels Petersens Frank Lloyd Wright kommer ligesom Let’sgoforit med starter i kroppen fra Dubai og skal selvfølgelig også regnes tidligt. Petersen mener dog ikke, at Jägersro er hestens yndlingsbane og han kommer mest af alt ud for at teste, om de skal gå efter en start i Lanwades Stud Jägersro Sprint (L) på Pramms-dagen eller ej.

ZwickyLeaks: Selvfølgelig går jeg ikke uden om Let’sgoforit, men Castro får ikke lov til at melde River Plate op på den måde, uden at det skal bakkes op i komb-spillet. Hvis Let’sgoforit misser starten og River Plate vinder foran en anden af feltets øvrige deltagere bliver det til et skyhøjt odds.


Red Robin/Fredrik Janetzky. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Red Robin/Fredrik Janetzky. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

V4-3. Et udskrevet løb der burde ligge lige til højrebenet for Fredrik Reuterskiölds Lindenthaler. Han er nu blevet otte år gammel og startede kun fem gange i fjor uden at vinde, så naturligvis er der spørgsmålstegn at stille, men Fredrik kunne ikke have fundet en bedre opgave for hesten at sæsondebutere i. Med sin 3-årsdouble i onsdags viste træneren samtidig, at staldens form er god.

Jessica Long træner modbuddet i Red Robin, der ligesom føromtalte Romanoff får lærling Fredrik Janetzky på ryggen. Red Robin gør det stort set altid godt og ligner det sikre valg, mens Lindenthaler er hesten der kan gå alene over banen såfremt han lever op til sit tal.

ZwickyLeaks: Både Lindenthaler og Red Robin skal med på V4-kuponen, men jeg hælder mest til, at Lindenthaler kommer så velforberedt, at han løser opgaven i sikker stil.


Momo Barone. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Momo Barone. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

V4-4. I den umiddelbart største rebus i V4-spillet vælger vi igen at gå med navnene Castro og Janetzky. Denne gang arbejder de sammen om Momo Barone, som havde en eminent sæson i fjor med fire sejre i 10 starter. Han gav i sin sidste start 10 kilo til Finial og var slået med seks længder. Denne gang er vægten mere gunstig i Momo Barones favør, og Janetzkys lettelse får atter afgørende betydning.

Det store og spændende spørgsmålstegn er Johan Reuterskiölds 4-årige Pulpit-søn IKC Fiction, som blot har to karrierestarter bag sig, og de ligger næsten et år tilbage i tiden. Her viste han talent og var ikke langt bag gode heste som Soldier Sam og Run By Faith. Johan fortæller at hesten træner godt og at han regner med en placering langt fremme – spørgsmålet er måske distancen, for han startede med over 1600 og 2200 meter i fjor, mens søndagens distance blot er 1200 meter.

ZwickyLeaks: Udgangshesten er Momo Barone. IKC Fiction kan være hvad som helst og skal med på alle bon’er. Finial elsker Jägersro og vandt let på distancen sidste efterår.


Last Interviewer/Malin Holmberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Last Interviewer/Malin Holmberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

V5-1. Nøglen til Treåringernas Vårlöpning ser ud til at ligge hos Hans Adielsson, som træner tre af de fem deltagere. Både Last Interviewer og Amarillo Starlight gjorde det godt i fjor. Sidstnævnte vandt to gange og sluttede af med en andenplads i Täbys auktionsløb bag Cordelia, mens Last Interviewer var fjerde i Svenskt Kriterium bag Suspicious Mind, King Charles og Appelina.

Det kan tænkes, at Last Interviewer med sine kun tre starter er den der rummer mest udvikling af de to, men Amarillo Starlight løber med Anna Nilsson Lindahls lettelse med fem kilo mindre på ryggen end staldkammeraten, og det kan blive svært at dæmme op for.

ZwickyLeaks: Amarillo Starlight og Last Interviewer gør op om det. Last Interviewer er muligvis den bedste af de to på sigt, men her ligner det et plus til Amarillo Starlight.


Giftorm | Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp
Giftorm. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

V5-2. En svær Pramms-optakt selv om der kun er fem heste med. Silver Ocean kommer med løb i kroppen fra Dubai, hvor han nok engang ikke viste samme gejst som vi ellers kender ham fra de skandinaviske storløbsopgør. Han skal bære topvægt mod gode heste og selv om Fredrik Janetzky hjælper med to kilos lettelse bærer han stadigvæk mellem tre og seks kilo mere end konkurrenterne.

Silver Ocean var anden bag Hurricane Red i dette opgør sidste år, men formåede siden at vende formen i selve Pramms. Niels Petersen siger, at han ved præcis hvordan Silver Ocean skal skærpes til Pramms, og det betyder, at hesten ikke er på toppen endnu og derfor højst sandsynligt heller ikke vinder denne gang, med mindre han bare er så meget bedre end alle andre.

Giftorm leverede to toppræstationer på Meydan, hvor han i sin første start var anden slået med to længder af den senere Godolphin Mile (Gr.1)-vinder Cool Cowboy. Fredrik Reuterskiölds hest ser ud til at blive bedre med alderen og får her en perfekt mulighed for at rette op på den manglende sejr fra i fjor.

Giovanni Boldini har feltets største meritter, men de ligger helt tilbage til 2-årssæsonen og i fjor viste han ikke samme format som ved sejren i Nickes Minneslöpning (L) foran netop Silver Ocean og Giftorm i 2014. Dette bliver hans første start på Jägersro, men han er den fødte dirt-hest og bliver spændende at se første gang ude i år.

ZwickyLeaks: Det bliver Giftorms løb med tre kilo mindre på ryggen end Silver Ocean og pragtform fra Dubai.


Macallan og Anna Pilroth. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Macallan og Anna Pilroth. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

V5-3. Romele Araber Sprint ligner et opgør mellem tre heste: Niraan, Mad Makz og Macallan. Sidstnævnte er ubesejret efter tre starter på henholdsvis Täby, Göteborg og Jägersro. Han er “course and distance winner”, men faresignalet ligger i, at Bodil Blomquist ikke har kunne træne ham optimalt grundet sne og sjap og derfor gerne havde set opgaven komme to uger senere. “Han må løbe på klassen og jeg bliver ikke skuffet hvis han taber”, siger hun i Jägersros trænerinterview med hende.

ZwickyLeaks: Macallan vinder såfremt formen er på plads, men i betragtning af trænerrapporten bør der nok garderes med både Niraan og Mad Makz.


Mrs Lilly Allen og Elione Chaves sejrer i Götalandöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Mrs Lilly Allen og Elione Chaves sejrer i Götalandöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

V5-4. Cathrine Erichsen-trænede Karaliene var én af årgangens helt store stjerne i fjor, men hendes eneste start på dirt track var samtidig også hendes dårligste præstation. Her skal hun teste Jägersro for første gang i et lille felt, og fungerer hun på underlaget er hun selvfølgelig den oplagte vinder.

Hun skal dog bære topvægt uden lettelse til forskel fra Fredrik Reuterskiölds Mrs Lilly Allen, som drager fordel af to kilos lettelse under Fanny Olsson, og Patrick Wahls Double End som har samme lettelse under Fredrik Janetzky.

ZwickyLeaks: Mrs Lilly Allen var fremragende ved sin “course and distance”-sejr i Götalandlöpning foran Amarillo Starlight sidste år, og Fredrik Reuterskiöld viste i onsdags, at hans 3-årige heste er langt fremme. Der er flere spørgsmålstegn ved Karaliene, så selv om hun er den matematiske vinder og selvfølgelig ikke må udelades, sætter jeg min største lid til Mrs Lilly Allen.


Sådan ser Sea Commander ud fire dage før sæsondebuten. Foto: Stall Castro.
Sea Commander. Foto: Stall Castro.

V5-5 og Super Trio. Dagens afsluttende opgør er et maiden over 1730 for 3-årige, og her får vi den opsigtsvækkende sæsondebutant Sea Commander til start. En søn af den levende legende Sea The Stars og ud af en vindende Sadler’s Wells-datter som selv er søster til en Prix de l’Arc-vinder.

Sea Commander havde både problemer med sore shins og en halvt afrevet hov sidste år, og intet havde på forhånd tydet på, at han skulle vise noget som 2-årig. Med en afstamning der skriger på distance er de 1730 meter måske ikke optimalt for ham på sigt, men det er en perfekt distance at debutere på, og såfremt han ikke oplever for mange trafikproblemer fra det indvendige startspor skal han tage sig af dette opgør med glans.

Men en walkover behøver det bestemt ikke at blive – maidenløbene på denne tid af året er svære at vinde, og der kommer ofte en klassisk vinder ud af dem.

Fredrik Reuterskiöld har en duo i Ramstein og Cat On Fire, Lennart Reuterskiöld Jr sadler Bonjour Hill, Jessica Long kommer med Rocky og formstærke Jan-Erik Pettersson debuterer Galileo-sønnen Top Turn – for blot at nævne nogle af de mulige sejrskandidater.

ZwickyLeaks: Sea Commander ligner øjeblikkets varmeste Derbyemne hos Francisco Castro og træneren har en fremragende evne til at vinde denne type opgør. Der er flere spændende navne imod, men jeg bliver overrasket, hvis ikke 100.000 euro-hesten bliver dagens showstopper.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top