Efter 36 starter andetsteds end Klampenborg kommer Vanja Sandrup-trænede Sweet Loreen snart til Danmark for første gang.
”Hun bliver meldt til Klampenborgs sæsonpremiere”, siger træneren fredag eftermiddag til GalopSport. “Hun er blevet træt af at starte på Jägersros underlag, så nu prøver vi Klampenborg og håber det hjælper”.
Sweet Loreen blev købt for 52.000 euro igennem Lars Kelp på Goresbridge Breeze Up Sale i Irland, og som forventet var hun tidligt på færde som 2-årig og tjente hurtigt sin købspris hjem.
Hun vandt fire af sine seks starter, heriblandt både Amacitalöpning på Täby samt Malmö Stads Pris og Hurricane Juvenile hjemme på Jägersro. Sweet Loreen har i alt vundet syv gange og indløbet mere end 1,1 millioner svenske kroner.
Tommy Nilssons 6-årige hoppe ser ikke ud til at blive Vanja Sandrups eneste starthest på åbningsdagen i Klampenborg om lidt over tre uger.
”Det er planen, at Moon Life kommer med. Han er 12 år nu, men fortsat frisk”, slutter træneren, som på tirsdag fortæller nærmere om staldens chancer ved sæsonpremieren på Jägersro.