fbpx

Manacors helbror kom til verden i forgårs

Torsdag den 18. marts folede Richard Of York-datteren Jolie Fleur en et hingsteføl efter Primatico (Danzig) hos Berner Olsen i Ringsted. 


Jolie Fleur (Richard Of York) med sit hingsteføl efter Primatico. Føllet er helbror til Manacor.
Jolie Fleur (Richard Of York) med sit hingsteføl efter Primatico. Føllet er helbror til Manacor.

Hingsteføllet er helbror til sidste års Derby- og Mowerina-vinder Manacor og halvbror til denne sæsons klassiske håb King Charles.

“Det er Jolie Fleurs første føl siden King Charles kom til verden for tre år siden”, fortæller Berner Olsen til GalopSport. “Hun kastede desværre et år og kom uren tilbage fra en bedækning i Sverige”.

Berner Olsen har tre hingste opstaldet på stutteriet i form af Primatico, Special Quest og Kahyl, og han har endnu ikke helt bestemt sig for hvilken af dem der skal bedække Jolie Fleur i år.

“Det er jo fristende at forsøge med Primatico igen, men jeg er også så spændt på King Charles forud for denne sæson, at jeg kunne finde på at sende Jolie Fleur til Special Quest. Og så er der Kahyl, som også kunne fortjene chancen med så god en avlshoppe – jeg tager nok først beslutningen lidt senere”, vurderer han.

Jolie Fleur, der selv er en vindende helsøster til Lady Clementine (mor til Sir Henry, Silvertown, Sir Winston, Harbour Light og Beaufort Twelve), har hidtil produceret tre vindende afkom ud af lige så mange mulige.


Foruden Manacors helbror er to øvrige føl kommet til verden på stutteriet i marts.

“Mowerina-vinderen Tears Go By fik den 11. marts en hingst efter Kahyl. Det er det første føl efter Kahyl her på stutteriet. Og tre dage forinden folede min nye avlshoppe Anna Spectra et kæmpestort hoppeføl efter Myboycharlie”, slutter Berner Olsen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top