Endnu et føl kom natten til i går til verden på York Stutteri, da Dixieland Band-datteren Haakima folede en hoppe efter Juniper Tree (Galileo).
![Haakima (Dixieland Band) med sit hingsteføl efter Juniper Tree. Foto: Katarina Eriksen.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2016/03/foel_haakima_23672.jpg)
Hoppen er femte afkom ud af moderen, der vandt som 3-årig i England i træning hos Clive Brittain.
Haakima blev importeret til Danmark fra Irland i slutningen af 2010.
Hun var i samme forår blevet bedækket ved Exceed And Excel på Darleys Kildangan Stud, men uden at komme i fol.
Danske Stald Rainbow og Joca Stable tog chancen og købte hende gold, og siden har hun været i fol hvert eneste år.
Haakimas tre første afkom er enten endt i Norge eller Sverige og hun har nu en hingsteåring gående på stutteriet i Hørsholm.
Det nyfolede hoppeføl tilhører første årgang efter Juniper Tree, som startede tre gange placeret som 2- og 3-årig i Irland for træner Aidan O’Brien.
I hingstens debut over 1400 meter på The Curragh var han tredje bag Australia, som sidenhen blev tredobbelte Gruppe-1-vinder med sejr i bl.a. Epsom Derby (Gr.1).