fbpx

“Det handler om international troværdighed”

Fredrik Reuterskiöld er udover at være professionel træner også medlem af Svensk Galopps bestyrelse, og dermed har han været med til at tage beslutningen om, at forbyde fleksible blinkers i Sverige fra 1. april.


Fredrik Reuterskiöld efter en sejr på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Fredrik Reuterskiöld efter en sejr på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Emnet er ømtåleligt og har delt skandinavisk galopsport midt over. Brugen af udstyret er noget de fleste har en mening om, og som det bl.a. fremgik af GalopSports interviews med en række norske trænere tidligere på ugen, er der langt fra enighed nogen steder på staldterrænet.

Fra internationalt hold anerkendes den dansk/svenske beslutning, og ifølge Fredrik Reuterskiöld handler forbuddet mod de fleksible blinkers netop om international troværdighed.

“Vi har altid været vant til at tilpasse os i forhold til forandringer. Internationalt set er Skandinavien en ganske lille brik, og hvis vi bliver ved med at holde fast i vores egne regler, mister vi simpelthen den sidste stump af anerkendelse fra den øvrige galopverden”, lyder det meget kontant fra Fredrik Reuterskiöld.


Det evindelige piskespørgsmål…

En anden ting, der tydeligvis irriterer den flerdobbelte Derbyvindende træner er, at diskussionen omkring fleksible blinkers og ørepropper ofte følges op med spørgsmålet om brugen af pisk.

I Norge er det forbudt at anvende pisken, mens det maksimale antal gange den må anvendes under et løb i Danmark og Sverige er tre gange. Samtidig må den ikke anvendes på 2-årige heste.

“Folk argumenterer for, at når vi følger de internationale regler angående fleksible blinkers, så må vi også følge de internationale piskeregler”, siger Reuterskiöld.

“Men det de ikke forstår er, at når det gælder brugen af pisk, så er det ikke Svensk Galopp som organisation der skaber reglerne. Her er det dyrevelfærdsorganisationerne der sætter dagsordenen, og det er helt ude af vores hænder”, fastslår han.

Det som nu for alvor ligger fast er, at Dansk Galop og Svensk Galopp fra 1. april 2016 begynder et totalt forbud mod brugen af fleksible blinkers og udtagelige ørepropper, mens Norsk Jockeyklub fortsat ser ud til at godkende udstyret.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top