En af dansk galopsports mangeårige støtter er afgået ved døden. Gambleren, hesteejeren og opdrætteren Jørgen Mathiesen. Det var spil på galopheste, som førte Jørgen Mathiesen ind i fuldblodssportens skønne verden.
En solo-V5 i Klampenborg gav appetit på mere til den succesfulde erhvervsmand, som slog sig op med salg af biler igennem sin Mazda-forretning i Hørsholm.
Jørgen Mathiesen blev sponsor i Klampenborg – med Mazda Pokalen for sportens mest celebre navne, og hans hestehold ekspanderede livligt.
Han fik eget stutteri, egen avlshingst og rådgiver i England i Susan Piggott, bedre halvdel til Lester Piggott.
Jørgen Mathiesens store drøm gik i opfyldelse, da hans hest Action Man sensationelt vandt Skandinavisk Grand Prix.
Sejrspræmien blev anvendt til at melde hesten i Prix de l’Arc de Triomphe.
Med Ole Larsen i sadlen kom Action Man først ind på Longchamps græstæppe – men også sidst ud. Den blev distanceret, men Jørgen Mathiesen var stolt som en pave.
Hans farver havde deltaget i noget, som mange andre kun når at drømme om, sagde han til pressekorpset efter løbet.
Jørgen Mathiesen var også på banen til det første millionderby i Klampenborg.
Året var 1987, hvor han bookede Willie Carson til at ride Orientel Dancer.
Den var akkurat lige så chanceløs, som Action Man i Prix de l’Arc.
Men der var også satsninger, som gik rent hjem.
I Sverige handlede Jørgen Mathiesen hoppen Akvatinta, som højst uventet vandt storløb i Frankrig.
Jørgen Mathiesen var typen, som gik mod strømmen. Det gav lussinger, men også sejre.
Æret være hans minde.