Bent Olsen havde torsdag eftermiddag sin første hest til start på Meydan, og Stall Cambres topsprinter Liber sørgede med sin sjetteplads for, at den danske championtræner kunne stå tilbage med en lettet følelse.
“Jeg er hyper-tilfreds. Det var hans første start i fire måneder og han blæste bare op til slut”, fortæller Bent Olsen i telefonen fra Meydan.
“Jamie Spencer fortalte, at han ikke var hård ved ham mod slutningen af løbet, fordi han følte at tanken var tom, men han vil meget gerne ride ham igen næste gang om to uger, hvor vi har en opgave over 1000 meter til ham”.
“Han gjorde alting rigtigt, og jeg synes godt, at vi kan være den sæsondebut bekendt”, slutter Bent Olsen.
Løbet blev vundet af Godolphins Jungle Cat med William Buick på ryggen, og Liber sluttede på den sidste præmieplads, cirka syv længder bag vinderen. Sjettepladsen var 2.200 dollars værd.
Se løbet herunder – på grund af løs hest starter løbet først fem minutter inde i videoen: