Svenske Zen Zansai Zaid skal torsdag eftermiddag ud på sin anden prøvelse på Meydan, men i modsætning til sæsondebuten for to uger siden passer distancen denne gang perfekt, og Tommy Gustafsson lyder som en forsigtig optimist.
“Alt er gået godt ovenpå starten den 7. januar, og Nina (Lensvik, red.) melder om en glad og tilpas hest”, siger træneren.
“Det blev jo én stor misforståelse senest, hvor hverken startsporet eller distancen gjorde os nogen tjenester. Denne gang springer han af midt i feltet og distancen er mere end 400 meter længere”.
Tadhg O’Shea skulle have redet Zen Zansai Zaid i sæsondebuten, men måtte springe over på en anden hest ved starterklæringen. Denne gang er jockeyen klar i bøjlerne, og det er noget der passer Gustafsson.
“Han har redet ham to gange i arbejde, så han kender ham nu og har set løbsfilmen fra sidste start. Denne gang kan vi forhåbentlig få en plads midt i feltet undervejs og så skal O’Shea lade ham gå med 1000 meter tilbage. Hesten er stærk og distancesikker, og han plejer at holde farten hele vejen til mål”, slutter Täbys nestor, der igen følger sin hest hjemme bag tv-skærmen i Stockholm.
Zen Zansai Zaid starter i torsdagens syvende og afsluttende opgør på Meydan, Mohammed Bin Rashid Al Maktoum City – District One. Distancen er 2435 meter og der kæmpes om 150.000 US$. Med i opgøret er også Rune Haugen-trænede Quarterback, som bærer et halvt kilo mere på ryggen end sin svenske konkurrent.