fbpx

Klampenborgs sæsonplan: Posen er rystet grundigt

Mandag udgav Klampenborg Galopbane sin sæsonplan for 2016, og det tør siges, at posen er blevet rystet godt og grundigt af Nicholas Cordrey. Her følger en opsamling af de største ændringer på den 20 løbsdage store sæsonplan.


Nicholas Cordrey. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Nicholas Cordrey. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Årets første Listed-opgør, Dansk Jockey Club (L), rides normalt i slutningen af april for at give Skandinaviens eliteheste et løb i kroppen på græs.

Klampenborg har sædvanligvis haft en lav præmiesum på løbet, idet de skandinaviske trænere vurderer et løb i kroppen på græs på dette tidspunkt af året som vigtigere end en eventuel stor præmie.

I 2016 rides Dansk Jockey Club Cup (L) først på årets fjerde løbsdag – den 21. maj.


Allerede to uger senere rides Pokalløb, som ligeledes er et Listed over 1800 meter. Altså et opgør for nøjagtig den samme hesteprofil som Jockey Club Cup. Pokalløb (L) indgår i den dobbelte klassiske dag, som også består af Dansk 2000 Guineas og Mowerinaløb.

To løb, der ifølge den oprindelige proposition skulle have været redet med mellemrum, så eventuelt dobbeltanmeldte hopper kunne deltage i begge løb.

Løbsdagen med Pokalløb og de to Guineas-opgør rides den 5. juni, som tidligere har været Jyllandsløbets dato. Jyllandsløbet rides nu to uger senere, dagen før Bro Parks store indvielse i Stockholm – men det har ikke noget med Klampenborg at gøre.


Den 26. juni rides Dansk Breeders’ Cup og Golden Mile. Førstnævnte er forbeholdt 4-årige heste, mens Golden Mile er åbent for ældre.


Den helt store ændring i sæsonplanen bliver naturligvis det store Derby Meeting i den første weekend af august. Lørdag rides både Scandinavian Open (Gr.3) og Skandinavisk Opdrætningsløb, efterfulgt af selve Derbydagen.

Der er desværre kun udskrevet seks løb om lørdagen og ni om søndagen, men forhåbentlig lykkes Cordreys plan om at tiltrække et talstærkt skandinavisk publikum, som ønsker at booke hele weekenden for at gå til væddeløb i Klampenborg.


Dansk Oaks ligger traditionen tro på den første søndag i september, og årets sidste klassiker, Dansk St. Leger, rides den 15. oktober.


Endnu en stor ændring i Cordreys sæsonplan finder vi i “2-årsprogrammet”. Det er tydeligt, at Klampenborgs direktør har haft et ønske om, at lægge de store 2-årsløb sidst på sæsonen.

Måske for at opnå så stort et startpotentiale som muligt. Men det er uden tvivl kontroversielt, at der efter Skandinavisk Opdrætningsløb i starten af august går hele syv uger før de yngste igen kan starte i storløb på Klampenborg.

Den 24. september rides Auktionsløb, og tre uger senere Dansk Kriterium. Så går der igen blot to uger, før der for første gang blændes op for hele to storløb for de 2-årige på én og samme dag.

Den 22. oktober – på årets næstsidste løbsdag – skal felterne fyldes op i både Produce Stakes og Vinterfavoritternes Ærespræmie.


Ja, posen er i dén grad rystet forud for 2016.

Spørgsmålet er måske, om den også er blevet rystet en kende for meget, men det er naturligvis heller ikke urealistisk, at Nicholas Cordreys vurdering viser sig at være en genistreg.

Det vil kun tiden vise.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top