Danmarks længste 2-årsløb er hovedbegivenheden på Klampenborgs finaledag på søndag. Championtræner Bent Olsen sadler tre heste i det 1800 meter lange Basnæsløb, og han tror, vinderen skal findes blandt de tre.
”Cabanac var god fjerde senest i Vinterfavoritternes Ærespræmie, og det var i hans blot anden karrierestart. Han bør være forbedret til på søndag”, synes Bent Olsen.
“Naga Jolokia kommer fra en sikker maidensejr, og så han var tilmed overbevisende i sit arbejde mandag morgen”.
“Frøken Smilla var fjerde i Auktionsløbet, men klart under standard senest på Täby. Hun kan selvfølgelig bedre end det man så i Stockholm”, påpeger Bent Olsen.
Træneren har fortsat mulighed for at nå sidste års cifre, hvor stalden fik præmier hjem for 4.579.325 kroner. Inden weekenden har Bent Olsens heste indløbet 4.386.067 kroner i indeværende sæson.
Bent Olsen driver den næstmest vindende væddeløbsstald i dansk trav- og galopsport.
Kun overgået af Aalborg-træneren Flemming Jensen, som er få tusinde kroner fra at passere seks millioner kroner i indeværende sæson.
Olsen ligger også på en temmelig sikker andenplads i det samlede skandinaviske trænerchampionat, hvor han opgjort i svenske kroner er ca. 800.000 kroner foran Lennart Reuterskiöld Jr. på tredjepladsen.
Førstepladsen indtages suverænt af Niels Petersen, hvis heste har rundet 11 millioner svenske kroner.