fbpx

Melbourne, Keeneland, Hongkong…

I morgen, lørdag, rides et af Australiens største løb, Cox Plate over 2040 meter på Mooney Valley i Melbourne. Tre europæiske deltagere er til start, heriblandt Aidan O’Briens fireårige Highland Reel, der er favorit til sejren og har Ryan Moore i bøjlerne.


Ejersyndikatet bag denne hest solgte for nylig en andel til en australsk ejer.

Highland Reel har startet seks gange i karrieren og vundet de tre. Næstsidste start gav sejr i Secretariat Stakes på Arlington Park i Chicago.

De to andre europæiske deltagere er Arod (Vespone), som er Gruppe-2-vinder og senest anden til ”uovervindelige” Solow i Gruppe-1-løbet Sussex Stakes i Goodwood, samt fransktrænede Gailo Chop, som også kan prale af en andenplads til Solow i foråret i Paris.

Sejren i Cox Plate giver automatisk en startplads i feltet til Australiens største løb, Melbourne Cup, verdens bedst betalte handicap over den velvoksne distance af  3200 meter den 3.november 2015.

Løbet som kaldes ”The race that stops a nation”.


American Pharoah, Golden Horn, Gleneagles…

Inden Melbourne Cup rides det årlige Breeders Cup meeting 30/31 oktober 2015 – galopsportens kamp mellem Europa og USA.

På nuværende tidspunkt er der anmeldt over 200 heste til det store to-dages meeting, som i år afholdes på Keeneland i Kentucky i modsætning til de seneste år på Santa Anita i Californien.

Fra Europa er der anmeldt et par og tyve heste og flest fra den allesteds nærværende Aidan O’Brien med syv mulige deltagere. Størst interesse knytter der sig nok til hans Guineas-vinder Gleneagles, der hele sæsonen har ledt efter de lette/hårde baner uden held.

Senest blev han alligevel forsøgt i det store mile race Queen Elizabeth II Stakes på Ascots champions day. Det fortrød træneren bagefter, da han sluttede på en skuffende sjetteplads efter den overlegne franske vinder Solow.

Gleneagles er meldt i Breeders’ Cup Classic, hovedløbet i Breeders’-serien over 2000 meter dirt track. Keeneland havde tidligere en allweather bane med Polytrack, men desværre for de europæiske deltagere blev den udskiftet med dirttrack i august 2014.

Én af forudsætningerne for, at Breeders’ Cup nogensinde kunne komme tilbage til Keeneland var netop, at baneunderlaget blev ændret tilbage til den traditionelle “amerikanske” dirt.

En anden spændende deltager fra Europa er naturligvis årets hest og derbyvinder Golden Horn, som senest lagde en overlegen sejr i Prix de l’Arc de Triomphe oven i sin fantastiske rekordliste. Han skal løbe i Breeders’ Cup Turf (græs) over 2400 meter.

For det amerikanske publikum bliver afskeden med årets Triple Crown-vinder American Pharoah naturligvis det største af alt.

Han ventes til start Breeders’ Cup Classic og arbejder fremragende under stor mediebevågenhed og beundring fra sin træner Bob Baffert, som udtaler :”måtte jeg bare opleve sådan en hest igen.”


Når både Breeders’ Cup-løbene og Melbourne Cup er redet vender interessen sig mod det store internationale meeting i Hong Kong den 13. december 2015. Det var ved dette meeting, at uforglemmelige Dano-Mast løb sit livs løb som tredje i Hong Kong Cup i 2002.

Picture of Hans Erik Westerberg

Hans Erik Westerberg

Fokus: Internationalt / Avl & Auktioner. Født 1940 i København. Tidligere eksportmedarbejder i Rex Rotary, ansat i elektronikvirksomhed i Stockholm og selvstændig med virksomhed i elektronikbranchen i Danmark og Polen indtil 2010. Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Galopselskab i 20 år samt formand. Sidenhen formand for Dansk Galop og nuværende bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb. Hestejer og opdrætter. Har bl.a. ejet Clarion King og er p.t. medejer af Stradivarius. Medforfatter af jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod”, skrevet i samarbejde med Per Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top