fbpx

Dansk Listed-double i Norge

Det er tæt på at være et år siden, Helle Christensen-trænede Transsylvania blev karrieretruende skadet i Dansk Derby, men Klampenborg-træneren har formået at bringe Le Havre-datteren tilbage i bedre forfatning end nogensinde før.


Torsdag aften blev Transsylvania Listed-vinder med sejren i Lanwades Stud Stakes.

Som sædvanligt var Transsylvania hurtigt ude af startboksen med sin faste makker Manuel Santos på ryggen, og lige så sædvanligt var det, at Bent Olsens storfavorit Hoku blev stående i starten.

Denne gang mistede Hoku dog langt fra så mange længder som i de seneste starter, og hun var hurtigt oppe og have kontakt med Transsylvania og Wunschkind.

Rundt opløbssvinget skilte Transsylvania og Hoku sig yderligere ud fra resten, og de to danske gæster ramte opløbet med god afstand til forfølgerne.

Selv om det blev forsøgt ihærdigt bagfra, var der dog ingen der kunne true Transsylvania, som til slut vandt let med et par længder foran Hoku, der igen havde god plads ned til Hidden Fairytale, Wunschkind og Cekath.

Førstepræmien var 112.500 kroner værd for Mette og Dean P. Olsen, der både ejer og har opdrættet Transsylvania.

Den 4-årige hoppe er ud af den tidligere skandinaviske topvæddeløber Polliwilline (Mull Of Kintyre), og efter flere strålende præstationer tidligere på året var det ganske fortjent, at Listed-triumfen kom i hus.

Transsylvania er den blot anden danskopdrættede hoppe der vinder Lanwades Stud Stakes (L).

Sydney gjorde det tilbage i 2009, og derudover har opgøret tidligere haft prominente vindere som Funny Legend, Miss The Boat, Entangle, Symbol Of Arch, Tatoosh samt Hoku, der vandt løbet i fjor.

Transsylvania har nu vundet tre af sine 12 karrierestarter, og med Listed-triumfen på Øvrevoll fordoblede hun næsten sin samlede indtjening, som nu lyder på godt 230.000 kroner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top