fbpx

“Nu er hovedmålet Dansk Derby”

Christina Borreby, der blot oplever sin anden sæson som amatørtræner, fik hverken søvn natten før eller efter sejren i Brogaarden Jyllandsløb.


Dagen derpå er Special Grey kommet godt hjem til Hvalsø, hvor Christina træner hesten i landlige omgivelser.

“Han er lillebror til All Quest, og det vil være fantastisk hvis han kunne gøre som sin storebror gjorde i fjor”, udtalte træneren tilbage i midten af februar i et interview med galopsport.dk.

Og det gjorde Special Grey som bekendt. Spørgsmålet er nu, om Special Quest-sønnen kan følge op i Dansk Derby den første søndag i juni. Et løb, hvor All Quest i fjor førte til langt inde i opløbet og siden blev fjerde bag Davicii, Stradivarius og Harbour Light.

“Det er muligt, at vi starter ham i Derby Trial på Klampenborg i midten af juli, og Dansk Derby er helt sikkert hovedmålet nu”, fortæller Christina Borreby. Handicapper Pam Cordrey har givet hesten et tal på 78, akkurat som hun gjorde med All Quest efter Jyllandsløbssejren i fjor, og dermed er Derbybilletten så godt som sikret.

For opdrætter Berner Olsen var der tale om årets anden store triumf i kølvandet på Manacors Mowerinasejr i maj.

Pudsigt nok er de to storløbsvindere familiært forbundet, idet Special Greys mor, All Grey (Academy Award) er halvsøster til All Right (Always Fair), der er mormor til Manacor.

En anden bror til All Grey og All Right har ligeledes vundet Jyllandsløbet. Det var Stall Lambadas Dufaux tilbage i 1999, og fem år senere var det All Rights datter, Lady Clementine, der vandt opgøret i Århus.

Hidtil har den stærke danske moderlinje, der relaterer tilbage til den engelske Allwins fra 1984, vundet Dansk Derby en enkelt gang – i 2010, hvor Jyllandsløbsvinderen Lady Clementines søn, Sir Henry, strøg til tops.

Til gengæld har der været flere placeringer helt fremme, heriblandt New Yorks andenplads i 2001 og senest Harbour Lights tredjeplads i fjor.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top