fbpx

Hoppeføl ud af Love Affair og Enchanting Muse på York

Der var nok engang travlhed på York Stutteri i weekenden, hvor to nye hoppeføl kom til verden.


Kort før kl. 21.30 fredag aften nedkom vidunderligt trukne Enchanting Muse (Fusaichi Pegasus) med sit føl efter Mingun (A.P. Indy), og 26 timer senere kom turen til Love Affair (Richard Of York), der fik føl efter Binary File (Nureyev).

Enchanting Muse, der ejes af Stutteri Ras, folede her sit livs første hoppeføl. Hun er i forvejen mor til den tredobbelte engelske vinder Killing Time (Oratorio), til 2-årige Fighter Carlras (Excellent Art) i Bettina Andersens træning og til en 1-årig endnu unavngiven hingst efter Mingun.


92 i handicap

Enchanting Muse er efter Kentucky Derby (Gr.1)-vinderen Fusaichi Pegasus (Mr Prospector) og ud af den vindende Sadler’s Wells-datter Moon Flower. Hun var en rigtig god væddeløbshoppe og debuterede som 2-årig for træner Robert Collet med at vinde med fem længder over 1000 meter i Chantilly foran senere Gruppe-2- og Listed-vindere.

Derefter var hun næstfavorit i Gruppe-2-opgøret Prix Robert Papin, hvor hun blev fjerde. Hun havde en fransk rating på 47, svarende til 92 i skandinavisk generalhandicap, og gik i avlen i 2010. Her har hun hidtil produceret en 2-årig hingst efter Oratorio, der er tilmeldt Goffs Ready To Run Breeze Up Sale på Kempton i slutningen af marts, samt en 1-årig hoppe efter den franske Derbyvinder Lawman.

Enchanting Muse er endvidere halvsøster til Queen Elizabeth Stakes (Gr.2)-vinderen Fantastic Love (Peintre Celebre) og Criterium de Vitesse (L)-2’eren Around Me (Johannesburg), som henholdsvis opnåede internationale tal på 103 og 88.

Hoppens mormor, Mill Princess (Mill Reef) er mor til 11 vindere, heriblandt den dobbelte Gruppe-1-vinder og avlshingst, Last Tycoon, to øvrige Gruppevindere i Astronef og The Perfect Life, Listed-vinderne Flowerdrum og Side Of Paradise (som selv er mor til den engelske Championhoppe og dobbelte Gruppe-1-vinder Immortal Verse), til Listed-placerede Save Me The Waltz (mor til Gruppe-1-vinderne Valentine Waltz og Sense Of Style), og endelig til vindende Tender Is The Night, som er mor til den franske 2000 Guineas (Gr.1)-vinder Tie Black.


Det mest succesrige danske blod…

Sparsomt startede Love Affair nåede at vinde en enkelt gang i fem starter.

Hun kunne dog let have startet 20 gange uden at vinde og alligevel være attraktiv som avlshoppe. Hun er datter af den mangedobbelte champion, Richard Of York, og ud af af Kriteriums- og Oaks-vinderen All Fair (Always Fair).

Hun er helsøster til storløbsvinderne Mayfair, New York og Blue Mary samt til fem øvrige vindere.

Moderen All Fair er helsøster til Mowerina-vinderen All Right, der igen er mor til bl.a. Lady Clementine (Richard Of York) og mormor til Derbyvinderen Sir Henry, Kriteriumsvinderen Silvertown, Breeders’-vinderen Sir Winston, 2000 Guineas-vinderen Harbour Light og sidste års skarpeste 2-årsnavn i Danmark, Manacor.

Love Affair er både ejet og opdrættet af York Stutteri og fik i fjor ligeledes et hoppeføl efter stutteriets egen avlshingst, Binary File.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top