fbpx

Brian Wilson sad på sæsonfinalen

Brian Wilson fik den bedst tænkelige afslutning på Klampenborgs sæson, da han søndag eftermiddag sadlede to gode 2-årsvindere i form af Saint George og Marquis First. Sønnen Oliver var i sadlen på begge vindere.


Blot seks deltagere var klar til den hårde dyst over 1800 meter i det traditionsbundne Basnæsløb for den yngste årgang.

Spillerne gjorde Hanne Bechmann-trænede Monte Carlo til kneben favorit før Tine Hansens Sir Danzbo, men det blev Team Wilsons Marquis First der kunne trække det længste strå efter en medrivende duel mod Monte Carlo.

Med 200 meter tilbage trak Marquis First og Monte Carlo afgørende fra de fire øvrige konkurrenter, og de to heste sloges hoved ved hoved yderst i banen, mens længe førende Golden Bay indtog en sikker tredjeplads.

Oliver Wilson trak sig sejrrigt ud tvekampen mod Carlos Lopez, og Marquis First sikrede sig sejren i Basnæsløb med hoved.

Golden Bay sluttede to længder efter de to førreste og med yderligere tre længders afstand til Blue Hen Legacy og derefter fire længder til Special Grey på den sidste præmieplads. Sir Danzbo endte sidst.

“Marquis First har et hjerte af guld. Han kæmper hele vejen til stregen. Super afslutning på sæsonen”, fortalte Brian Wilson efter dagens trænersejr nummer to.

Førstepræmien i Basnæsløb var 30.000 kroner værd for Stald Oxen, der både er ejer og opdrætter af Marquis First. Special Quest-sønnen er ud af den norske Oaks-vinder Lady Fonteyn (Bal Du Seigneur), som var én af sin årgangs allerbedste.

Hun var trænet af Jacob Fretheim i Norge og var foruden Oaks-triumfen på sin hjemmebane også anden i både Norsk 1000 Guineas bag Top Cat, Norsk Auksjonsløp bag Media Legend og i Norsk Breeders’ Prize bag Songline.

I avlen har Lady Fonteyn dog endnu ikke formået at reproducere sit eget talent, men Marquis First kan meget vel vise sig at være hendes til dato bedste afkom, og der hersker i hvert faldt ikke tvivl om, at han ingen problemer får med Derbydistancen til næste år.


En ægte familietriumf

Forud for Marquis Firsts sejr i Basnæsløb havde Brian Wilson modtaget jævnaldrene Saint George i vindercirkelen efter en både sikker og velfortjent maidensejr.

Academy Award-sønnen havde i sit livs to første løb mødt virkelig gode vindere i Vinterfavoritten Stinger og stortalentet Columbine, så det var ingen overraskelse, at han uden problemer henviste den ellers forbilledligt kæmpende Barnaby til andenpladsen med to længders afstand.

Barnaby havde yderligere fem længder til Hattrick, der hentede tredjepladsen foran White Leandro og Miss Bacardi.

”Det er fantastisk at få lov til at opleve dette. En hest min ene søn ejer, og som min anden søn rider. Det er en drøm for en far”, smilede Brian Wilson i vindercirkelen med henvisning til, at hans ældste søn Patrick ejer Saint George og den yngste søn Oliver var i sadlen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top