fbpx

Stinger med kurs mod Vinterfavoritterne

Desværre giver Danske Spil ikke mulighed for at spille ante-post. Hvis muligheden havde været der, ville Stald Shakers 2-årige Stinger uden tvivl være steget helt op i toppen af markedet oven på lørdagens overlegne præstation på Klampenborg.


Hanne Bechmanns debutant gjorde det let af med en anden lovende debutant, Saint George, og sejrede med fire længder i hænderne på Carlos Lopez.

Stinger lignede allerede en hest med fremtid i sit prøveløb for to uger siden, og Academy Award-sønnen kunne ikke have omsat forventningerne på en bedre måde.

Samtidig satte Hanne Bechmann endnu en tyk streg under sit 2-årsmateriale, der foruden Stinger tæller søndagens to Breeders’ Trophy Juvenile-deltagere Monte Carlo og Bay Breeze.

Stinger er opdrættet på Stutteri Hjortebo og halvbror til ikke mindre end fem vindere i Frankrig.

Moderen Embattle (Dernier Empereur) har dog tidligere kun produceret en enkelt 2-årsvinder, hvilket yderligere indikerer, at det Stinger når i 2014 blot er ren bonus.

”Stinger har hele tiden tegnet lovende, og det er muligt, at han allerede kommer ud i Vinterfavoritternes Ærespræmie på lørdag”, fortalte Hanne Bechmann i vindercirkelen til Carsten Bundgaard, hvorefter den brune vallaks ejer, Jens Ditlev Lauritzen, supplerede:

”Jeg købte ham på auktionen i Sverige i fjor. Stinger kostede 85.000 svenske kroner”.

Stutteri Hjortebo solgte på den nyligt afholdte skandinaviske åringsauktion Stingers helbror for 70.000 kroner til norske Nils Petter Gill.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top