Efter at have domineret de store danske 2-årsløb hele sommeren, mødte Bent Olsen-trænede Manacor lørdag eftermiddag sit Waterloo i Dansk Kriterium, hvor hoppen efter at have ført undervejs måtte slippe taget i opløbet og se sig henvist til femtepladsen.
![](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/China_Sencha_89F9014.jpg)
Sejren gik i stedet til Lisa Gautiers China Sencha og jockey Nicolaj Stott, der henviste stærkt afsluttende Pull In Carlras/Jacob Johansen til andenpladsen.
Dansk Kriterium blev redet i et godt tempo, og Manacor blev fra start af stresset rigeligt udvendige Iron Carlras/Oliver Wilson, der selv havde Land’s End/Rafael Schistl liggende lige bag sig.
Den senere vinder, China Sencha, blev taget mere roligt fra start og havde en tilværelse midt i feltet på bagsiden. Rundt opløbssvinget blev China Sencha sat op i fart, og som den eneste tog Nicolaj Stott vejen helt ud til rækværket i opløbet.
Herfra gik det stærkt, og China Sencha fik midt i opløbet det afgørende overtag på både Manacor og Land’s End.
Samtidig skød Pull In Carlras fremragende fart midt i banen, og hun endte også yderst i banen med en stærk afslutning til andenpladsen.
Herefter var der fire længders afstand til Anassa/Marcos Robaldo, der sammen med Cocco Chanel/Per-Anders Gråberg på de sidste meter nåede forbi Manacor og Land’s End.
Sejren betød 150.000 kroner til præmiekontoen for China Sencha, der blot startede for tredje gang i karrieren og vandt for første gang.
Efter en andenplads i debuten bag Anassa var den brune hoppe tredje i Dansk Galops Auktionsløb bag Manacor og Land’s End – og denne gang fik hoppen ram på sine tre tidligere overmænd.
Hun både trænes og ejes af svenske Lisa Gautier, der erhvervede hende på den fælles skandinaviske åringsauktion i fjor for blot 30.000 svenske kroner.
Hoppen er opdrættet af Stutteri Hjortebo og – i øvrigt ligesom andenhesten gennem mål – efter nu afdøde Academy Award, der bare bliver ved med at sætte sit enorme præg på de skandinaviske storløb.