fbpx

Ingen Racing Post-bonus i 2015 = boost til York-auktionen

Forberedelserne er ved at gå ind i sidste fase til fredagens Scandinavian Open Yearling Sale på York Stutteri, og Dansk Galops direktør, Peter Knudsen, ser med spænding og høje forventninger frem til den store begivenhed.


“Det bliver den største auktion i Danmark i femten år, målt ud fra antallet af fremstillede heste, og udbuddet spænder bredt med åringer fra både Norge, Sverige, Frankrig, Irland og Danmark”, siger Peter Knudsen.

“Der er generelt en høj kvalitet på afstamningerne blandt de 99 åringer, som kommer i ringen. Jeg har også bemærket, at der både på den netop afholdte auktion i Stockholm i sidste weekend og på travets auktion på York blev opnået bedre priser end seneste år, samt en større salgsprocent.Dertil kommer, at priserne på åringsauktionerne i England, Irland og Frankrig er gået betydeligt op”.

Med indførelsen af Racing Post Yearling Bonus-systemet fik de skandinaviske købere et stort incitament til at købe åringer og breeze-up-heste på auktioner i England og Irland, men der bliver ikke noget bonussystem af denne type i Skandinavien i 2015.

“Det bør give et stærkt boost til vores auktion på fredag, da vi jo har indført vores egen bonusordning på 50.000 kr, som tilfalder de første tre auktionsheste, som vinder løb på Klampenborg. Naturligvis under forudsætning af, at de pågældende åringer er tilmeldt bonusordningen eller bliver det af køberen på auktionsdagen”, fortsætter Peter Knudsen.

Restaurant Taarbæk Kro er hyret som leverandør til auktionen, som forventes at vare fem timer fra første hest kommer i ringen kl. 15.00.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top