fbpx

Inaya og Danekilde til tops i Dansk Oaks

Chess Racings fremragende avlshoppe, Mondschein (Rainbow Quest), fik endnu en klassisk sejr under sin kappe, da barnebarnet Inaya søndag eftermiddag vandt Elkær Stutteri Dansk Oaks på Klampenborg.


Candyfloss bliver nummer to bag Inaya i Dansk Oaks 2014. Foto: Burt Seeger.
Inaya og Dina Danekilde vinder Dansk Oaks foran Candyfloss/Carlos Lopez. Foto: Burt Seeger.

Redet af tilbagevendte Dina Danekilde besejrede High Chaparral-datteren Candyfloss og Harbour Light, mens længe førende Sterling High holdt fint ved til fjerdepladsen.

Inaya startede for første gang siden 10. juni, hvor hun kom skadet hjem fra Dianalöpning på Täby. Forinden havde hun som 2-årig vundet Stig Holms Memorial på Jägersro, og i sæsondebuten slog hun til i Becky Moss Fillies Mile på samme bane.

Hverken hendes mor, Vigelegere, eller dennes bror, Sibelius, brød sig om Jägersros dirt track.

Alene det faktum, at Inaya var så god på dirt, viste sig at være en skræmmende advarsel om, hvor god hun skulle vise sig at være på den bane, hvor Sibelius vandt Dansk Derby, Dansk St. Leger og Dansk Jockey Club (L), og Vigelegere triumferede i både Golden Mile (L) og Skandinavisk Grand Prix.

Jessica Long fejrede sin første Oaks-sejr som træner, og hun rider samtidig videre på en flot succesbølge henover sommeren, hvor staldens heste har været i rigtig god form.

At få Inaya klar til dagen var ikke nogen let opgave, og det lykkedes blot Long at få to lette arbejder i hoppen forud for Dansk Oaks. Selv Fabellaløb for tre uger siden måtte Inaya springe over.

Førstepræmien i Elkær Stutteri Dansk Oaks var 125.000 kroner værd for Benny Andersson, der både er ejer og opdrætter af Inaya.

Candyfloss var med sin andenplads den bedst placerede danskopdrættede hoppe, og dermed fik hun Dansk Galops bonus på 50.000 kroner oveni pladspræmien på 65.000 kroner.

Løbet blev altså en givtig affære for Koo Koo Sints halvsøster, der ellers har tilbragt størstedelen af 2014 på skadeslisten.

Søren Jensen stod både bag anden-, tredje- og fjerdehesten gennem mål i Dansk Oaks.

Harbour Light havde ikke kræfter nok til for alvor at matche de to første efter det hårde udgangstempo i løbet, og Sterling High kom også i mål med korte skridt efter at have taget slæbet undervejs og gjort feltet usædvanligt langstrakt.

Den sidste præmie tilfaldt Mon Fleur, hvorefter Contiki, Lady Louise, Stolga’s Daughter, Cuba Libre og Mill’s Finest kom i mål i nævnte rækkefølge.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top