fbpx

Blev offer for sin egen familiehistorie

Vi har skrevet det mange gange tidligere, og kommer med garanti til at nævne det igen. Historien gentager sig selv indenfor galopsporten.


Da opdrætterparret Nina Falck og Gert Larsen i søndags med stor taknemlighed modtog familien Giersings vandrepræmie for bedst placerede danskopdrættede hest i Dansk Derby, var det samtidig tredje gang de var nærmest vinderen i de 3-åriges største løb på Klampenborg.

Stradivarius var spillet til favorit i Dansk Derby. Det samme var hans mor, Amusement, tilbage i Derbyet 2000. Amusement blev nummer to, og det samme blev hendes søn.

Og det ligger til familien, for bare fire år efter Amusements andenplads opnåede hendes helsøster, Athene, nøjagtig samme placering.

At en hoppe, hendes søster og hendes datter alle opnår en andenplads i et Derby indenfor 15 år hører uden tvivl til sjældenhederne, og selv om det er svært ikke at tænke på Stradivarius som et “offer” for sin families egen Derbyhistorie, så skal det også vendes om og hyldes, at Nina Falck og Gert Larsen igennem en lang årrække er blevet ved med at satse på Miss Fyns Tivoli og hendes efterkommere.

De mistede både Miss Fyns Tivoli og Athene under tragiske folingsomstændigheder, og fik først for få år siden chancen for at købe deres eget opdræt, Amusement, tilbage fra hoppens mangeårige ejer, nu afdøde Sten Thynell.

Thynell ville have nydt at have set Stradivarius gøre Amusement ære på Klampenborg i søndags, og for Nina Falck og Gert Larsen lever drømmen om at skabe en Derbyvinder ud af “2’er-familien” fortsat videre i bedste velgående.

Næste skud på stammen ud af Amusement er nu fire måneder gammel. Han er en brun hingst efter Binary File og hedder Amuse Me.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top