fbpx

Imponerende debutvinder for Mingun

Den danskejede avlshingst, Mingun (A.P. Indy), havde onsdag eftermiddag sit første afkom til start på Jâgersros dirt track, og det resulterede i en imponerende debutsejr for 2-årige Guaton og jockey Rafael de Oliveira.


Den mørkebrune hingst, der både er opdrættet, trænet og delejet af Francisco Castro, havde allerede i sit prøveløb givet løfter for sin fart, og efter en jævn start kunne han overtage føringen med 800 meter tilbage og derefter trække let fra konkurrenterne.

Kun Lennart Reuterskiöld Jr’s debutant, Tiglath (Footstepsinthesand), kunne følge med i opløbet og sluttede små to længder bag vinderen.

Derefter var der mange længders afstand til Tine Hansens Sir Danzbo (Amadeus Wolf), mens de sidste præmiepenge tilfaldt Brian Wilsons Valtournanche (Pounced).

Vindende Guaton er første startende afkom ud af Danetime-datteren Ojos del Salado, der blot startede en enkelt gang og vandt for Francisco Castro på Jägersro for 11 år siden.

“Guaton er både meldt i Skandinavisk Opdrætningsløb på den danske Derby Dag og en uge senere i Lambada Cup (tidl. Malmö Stads Pris, red) her på Jägersro, og jeg regner med, at vi bliver på Jägersro og starter i storløbet på Oaks-dagen den 10. august”, fortalte Francisco Castro efter sejren til galopsport.dk.

Castro har allerede i forvejen en god sejrskandidat til Skandinavisk Opdrætningsløb i form af Stald Seasides Land’s End (Academy Award).

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top