fbpx

Fantompræstation af Captain Morgan

Marc Stott tog torsdag aften sin første storløbssejr på Øvrevoll, da Captain Morgan i sit livs blot anden start pulveriserede feltet i Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer og vandt med mere end tre længder foran den danske 2000 Guineas-2’er, The Seducer.


Diamond Green-sønnen, der i sin debut på Jyllandsløbsdagen for næsten seks uger siden vandt med 17 længder, var sent ude af startboksen for Jacob Johansen, der dog på intet tidspunkt havde travlt med at få hesten frem gennem feltet.

Rundt opløbssvinget var Captain Morgan fortsat sidst, og Johansen havde dermed god tid til at finde plads i opløbet, hvor parret trak helt ind i banen og på kort tid fløj forbi samtlige konkurrenter.

Da først Captain Morgan ramte fronten løb han forståeligt nok meget urutineret, og Jacob Johansen havde mere at gøre med at styre ham lige ud, end at få ham til at løbe fremad.

Hanne Bechmann-trænede The Seducer sluttede på en sikker andenplads for Carlos Lopez og sikrede dermed en dobbelt dansk storløbstriumf, mens Calcaterre/Shane Karlsson blev tredje. De to sidste præmiepladser tilfaldt Giovanni Nobile/Oliver Wilson og Hongkong Cadeaux/Rafael de Oliveira.

Førstepræmien i Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer var 100.000 kroner værd for norske Stall Inco, der erhvervede Captain Morgan efter den overlegne debutsejr i Århus den 7. juni.

Den brune hingst er opdrættet af Kristine og Niels Højsager, der erhvervede moderen, Bonny Scotland (Redback) for det der svarer til ca. 10.000 kroner på Goffs February Sale tilbage i 2011, kort tid før hoppen skulle nedkomme med Captain Morgan.

Captain Morgan er ikke meldt i Dansk Derby den 3. august, hvilket man for spændingens skyld godt kan ærgre sig over, for stiller man formen op omkring The Seducer, så er Captain Morgan mindst lige så god som Harbour Light, der i øjeblikket topper Derby-rankingen sammen med Stradivarius.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top